Sara sidder ind i klassen, og kigger ud ad vinduet. Hun har store græsgrønne øjne, hendes hår hænger i lange slangekrøller ned over hendes skulder, den er så sort som ravnens fjer.
Hun kigger på træer, og himlen. Sorgen lyser ud af hendes øjne. Hun kan ikke koncentrere sig om læseprøven, fordi hendes tanker er et andet sted sammen med Siha. Hun husker den gang, der hun var sammen med Siha, hun husker Sihas øjne, på den måde hun talt, tanker fik hende til smile. Hun har et smukt smile, et varmt smil. Men det havde ingen kunne se meget lang tid. Smilet var en erstallet af evig sorg og smerter. Det voksede inde i hende groede i hendes hjerte i forhindrede hendes sjæl i at blomstre.
Lige pludselige ringer klokken. Sara rejser sig op og begynder pakke hendes ting, siger til sig selv” hold kæft man, der var en lang dag vi havde til klokken 2:30”hun glæder sig til gå hjem og slap af.
Anette kommer over til hende med et varmt smile og siger” ses på mandag, god weekend”. Sara siger også farvel til Anette, og tager hendes tasker på.
Sara ligger i sengen og kigger op i luftet. Hun er rigtig træt efter en lang uge. Lige pludselig fanger hendes blik Sihas billede som hænger på væggen. Hun kan slet ikke tro på, at hendes bedste veninde er død i et selvmordsangreb i Afghanistan, To dage før hendes fødselsdag. Hun lever stadig i hendes hjerter. Sara lukker øjnene, og tænker på Siha, på den gang hvor de skændtes. ”Jeg hader dig” var det sidste hun havde sagt til Siha. Men Sara tænker på hvis hun ser Siha en gang til … bare en gang, ville hun sige tro ord til hende. Det tre små ord” jeg elsker dig” betyder meget for hende. Det er næsten et år, som Siha er død. I løbet af det et år gik Sara alene. Ingen så hende i øjnene i for sorgen lyste ud af hende. Alle vidste hvad der var sket, og det skræmte dem.
Det er gratis at oprette en konto