Det kan somme tider være svært at komme ud på egen hånd, når ens altdominerende mor gør sit bedste for at have kontrol over ens egne ting, når man egentlig vil være fri og klare det hele på egen hånd. Dette viser Pia Juul (f.1962) flere eksempler på i sin novelle Alle kan ro, fra 2008.
Novellen handler om en ny udsprunget student, der fejrer sin 19 års fødselsdag med sin familie, der består af moderen, og en gammel onkel og gamle tanter. De er ude i to robåde på en sø, og de spiser frokost ved bredden. Hovedpersonen skal flytte til et universitet for at studere og skal rejse med tog, moderen tager med til Hovedbanegården, hvorefter hovedpersonen kommer til at sidde overfor en gammel dame der tilsyneladende sover. Da toget begynder at køre, er hovedpersonen overbevist om, at den gamle dame er død, og hovedpersonen sidder blot tilbage med en spændt og nysgerrig følelse i maven.
”Jeg kan ikke ro”, sagde jeg”, som set ud fra dette citat, kan man allerede her, på første linje, konkludere at novellens fortællertype er en jeg-fortæller. I andet afsnit får man et indblik i jeg-fortællerens tanker og overvejelser, man får bl.a. at vide, at jeg-fortælleren er lykkelig over at være sammen med sin familie, men at hun også bliver pinligt berørt over selskabet, da et par unge larmende mennesker flød forbi.
Det er gratis at oprette en konto