Glæden ved de små ting i livet

Jeg havde just vasket den sidste bakker med stabelglas. Jeg gav mig til at tømme skraldespandene, så jeg kunne tage dem med ud, når jeg gik. Men inden jeg kæmpede mig ud i bilen, skulle jeg have en lille forfriskning til den lille køretur på 14 kilometer. Jeg tænkte hvad det mon måtte blive i dag, og jeg besluttede min ellers så ubeslutsomme hjerne for at noget nyt skulle prøves. Jeg vandrede med de tungeste skridt mod personalerummet. Så så jeg den. Kold som det koldeste is og med et udtryk der nærmest åd hele min tvivl. Jeg vidste at jeg skulle have den Solita. En flaske bestående af 25 cl ren nydelse og samtidig så unaturligt, men det rørte mig ikke spor. En så syntetisk appelsinjuice-parodi der nærmest var til at more sig over, men det gjorde mig intet. Jeg tog den ud af Hotel Sidesporets nyindkøbte Carlsberg-køleskab. Åbnede den. Den første tår rejste ned igennem mit svælg. Som en køretur tværs over et kontinent, hvor formålet ikke er destinationen, men rejsen derhen. Det handlede ikke om at slukke tørsten, men i stedet at tilfredsstille min tunge på en sådan måde, den i sin vildeste og skøreste fantasi kunne drømme om.