Når jeg tænker på, hvad det bedste det er, så er det første der popper op i mit hoved, minder fra barndommen. Jeg kan generelt ikke huske så meget fra min barndom, men det er alligevel bare nogle ting, der har brændt sig fast i minde skuffen, som jeg husker som det allerbedste.
Der var én ting som jeg holdt meget af, da jeg var mindre. Jeg elskede at ligge på sofaen i stuen med mine forældre. Det var ikke fordi at jeg så fik lov til at se fjernsyn om aftenen, jeg så det faktisk nærmest ikke. Det var det nærvær der var, bare af at sidde i samme rum, med de samme intentioner om virkelig at hygge. Varmen fra brændeovnen samt tæppet, der får en til at slappe fuldstændig af og som får øjenlågene til at føles utroligt tunge. Den svage lyd fra fjernsynet, som man nærmest ikke fanger, fordi man prøver at fokusere på at holde øjenlågene oppe. Den tryghed man føler, når man er omringet af folk der elsker en, man behøver ikke at bekymre sig om noget som helst. Og så den fantastiske, lille og meget hurtige følelse man får lige det øjeblik, hvor man bare giver slip og overgiver sig selv til drømmeland, hvor man et kort øjeblik efter vågner op i sin seng dagen efter, og ikke aner, hvordan man er kommet derhen. Det er stadig mit yndlingsminde i hele verden.
Det er gratis at oprette en konto