Nationalisme betegner en ideologisk dyrkelse af nationen som identitetsskabende enhed, enten politisk eller kulturelt. Den har haft mangfoldige udtryk gennem tiderne, og dens rødder er stærkt omdiskuterede. Som kunstnerisk, social og politisk bevægelse dukkede nationalismen op på europæisk plan i 1800-tallet, og den prægede meget af det 20. århundrede. Ved begyndelsen af det 21. århundrede præger markant nationalistiske strømninger stadig en væsentlig del af det politiske billede, herunder i Danmark.
Nationalismens karakter
Nationalismens karakter er blevet analyseret vidt forskelligt, overensstemmende med forskellige opfattelser af fænomenet ’nation’.
Nogle iagttagere har betragtet nationen som et objektivt givet faktum, rodfæstet i fælles geografiske, biologiske eller sproglige fællestræk. Ud fra sådanne analyser af nationen vil nationalisme typisk stå som en naturlig følge af nationens karakter.
Størstedelen af den nyere forskning i nationalismefænomenet betragter derimod nationen som et fænomen rodfæstet i subjektive forestillinger, som en historisk-kulturel konstruktion. Forskere inden for denne brede tradition har karakteriseret nationsdannelserne ud fra begreber som ’forestillede fællesskaber’ og ’opfundne traditioner’. Ud fra sådanne analyser af nationen vil nationalismen typisk stå som et redskab for eller en følge af konstruktionen af nationen som et forestillet fællesskab.
Inden for begge disse hovedstrømninger i analysen af nations- og nationalismefænomenet anerkendes det dog ofte, at den moderne nationalisme som kulturhistorisk fænomen voksede frem i Europa i 1800-tallet på grundlag af en række forudsætninger, som var opstået i det forudgående århundrede.
Det er gratis at oprette en konto