Hvis man skal beskrive den nationale identitet i Danmark i 1800-tallet, kan man sammenfatte udviklingen sådan, at Danmark startede med at være et betydningsfuldt rige med stor udstrækning. Det havde selvfølgelig konsekvenser for selvopfattelsen, man var et stolt folk. Men det havde det naturligvis også betydning for selvbevidstheden, da dette store danske rige begyndte at smuldre lidt efter lidt. Tabene af dansk territorium til Tyskland i midten af århundredet var nærmest et nationalt nulpunkt, som satte sig tydelige spor i den nationale bevidsthed og identitet. Det kunne især aflæses i kunst, digtning og litteratur. Men hen imod slutningen af 1800-tallet skete der nye udviklinger, som atter gjorde, at man så mindre indad og mere ud af.
Dette forløb vil jeg gerne redegøre nærmere for.
I 1807 blev København bombarderet af England. Det forårsagede, at Danmark mistede Norge. Ikke nok med det tabte Danmark nogle tiår senere – hen over midten af 1800-tallet - også et stort stykke landområde, som lå op ad Tyskland. 40 % af befolkningen i Slesvig-Holsten var i virkeligheden ikke danskere. Så nu slog tyskorienteret slesvig-holstensk nationalisme igennem og krævede politisk og national selvstændighed. Det endte ud i to krige om landområdet. Og i 1864 tabte danskerne, og grænsen kom til at gå ved Kongenåen. (Kilde, Fra Runer til graffiti). Så på kort tid gik Danmark fra at være et stort rige, med forskellig landområder og forskellig økonomi, til at være en mere begrænset nationalstat. Tabet af selvværd og landområder udviklede sig især efter treårskrigen i 1848 i retning af rendyrket nationalisme.
Det er gratis at oprette en konto