Mathias sidder i stilheden af ventilatoren. Han kan også høre en anden lyd. Det er en tikkende lyd. Han kigger rundt. Et ur hænger på væggen over døren. Lyden kommer fra sekundviseren. Minutterne føles uendelige. Kombinationen af vægventilatoren og uret skaber en lille melodi. Melodien lyder velkendt, men han ved ikke hvilken. Han læner albuerne på bordet. Han føler sig døsig. Den mørkegrønne maling på bordet er krakeleret, så træet er bart nogen steder. Det passer godt ind i stilen i resten af rummet – dystert og brutalt. Mathias prøver at slappe af, men han kan ikke ryste følelsen af sig. Han gyser ved tanken. Sved begynder at pible ned af hans ryg. En isende kold sved.
Alle tankerne er hvirvlet sammen, som om en tornado har været igennem hans hoved. Han ligger ansigtet i sine hænder og tager en dyb indånding. Fokusere – han bliver nødt til at fokusere. Han forsøger forgæves. Det er alt sammen sløret. Den eneste tanke der står klart i han hoved er: Hvorfor mig, hvorfor ikke en anden? Men samtidig ville han ikke ønske andre til at opleve, det han har oplevet…
Døren åbner, han får et chok. En betjent træder ind og bag ham går en kvindelig læge. Betjenten ser hård ud i ansigtet. De sætter sig foran ham. ”Hej Mathias. Jeg er kriminalbetjent Wagner” han rækker hånden frem, men Mathias er for paralyseret til at give hånd ”Når men det her er Dorte. Hun er psykolog.” Hun forsøger at smile sødt til ham, men det kommer til at virke for anstrengt. Mathias vil smile tilbage, skønt hele hans krop er stivnet. I det mindste prøver hun at virke flink i modsætning til ham. Trods psykologen kun er der, fordi de tror, han er sindssyg.
Det er gratis at oprette en konto