Mathias' skyldfølelse efter et overfald

Mathias rystede over hele kroppen igen. Et minut føles som en time lige nu, og sveden dryppede ned. Han følte sig usikker, flov og bange, han vidste godt at han selv havde gået over grænsen denne gang. Han tænkte på, hvor Carl mon var lige nu, og på om han havde det ligeså skidt som Mathias selv, måske endda værre? Det var trods alt første gang Carl var blevet taget for noget kriminelt, i modsætning til Mathias selv. Han tænkte på, hvor tit han havde siddet inde for noget, men han var dog altid blevet løsladt igen. Denne gang tvivlede han på om han havde heldet med sig.

Mathias vidste godt selv han havde kvajet sig meget og at det var dårlig stil at lokke hans gode kammerat Carl med på ideén, med på at rulle en gammel dame i Lergravsparken på vej hjem fra byen.Han tænkte på hvor rasende Carls forældre ville blive når de hørte, at deres dreng var blevet taget for overfald på en gammel dame. Mathias sukkede anstrengt, og tænkte på om hans egne forældre mon ville blive sure, når politiet ringer snart og siger hvad der er sket… det ville de nok ikke. De var komplet ligeglade med ham- og havde altid været det. Hans forældre havde fuldstændig mistet grebet om ham. De virkede fra Mathias’ synspunkt fuldstændig ligeglade med ham og ligeglade med hvordan han skulle ende og hvad han skulle blive til. Derfor lavede Mathias hele tiden nye galestreger, i et forsøg på at vinde deres opmærksomhed. Men lige nu var Mathias rasende på sig selv. Hvordan kunne han være så ukammeratlig over for Carl? Tankerne i hans hovede fløj af sted i det røglugtende og indelukkede forhørslokale. Han sukkede igen og inhalerede stanken af lokalet. Han kiggede sorgmodigt på sit spejlbillede inde i vinduet til venstre for ham. Han så hans karseklippede lyse hår, hans markerede kindben og de halvtydelige skægstubbe. De isblå øjne kiggede tilbage. Han huskede tydeligt episoden fra i nat, og det hele passerede forbi hans indre øje som en film. Carl og ham havde røget sig skæve hjemme hos Tattoo Jona fra klubben. På vejen hjem til skete det. Mathias overtalte Carl til, at stjæle nogle penge fra en lidt buttet dame med krøllet rødt hår, mange smykker og en fin pels jakke. De løb sammen over til damen og Mathias råbte ”Giv mig dine parras grimme gamle kælling”. Hun blev utrolig bange og gav ydmygt drengene hendes pung. ”Så smøkker du hende Carl!” Sagde Mathias. Carl så forvirret og utilpas ud. ”Hold kæft en svans du er man!”- Mathias gav Carl et lille skub på ryggen, og Carl slog derefter damen hårdt i maven. Hun faldt om og de to drenge spurtede væk.