Mathias ryster på hovedet. Faktisk ryster han over det hele. Der er koldt i lokalet, og der lugter af gammel cigaretrøg og desperat sved. Lyset er hårdt og hvidt og får skrivebordet, stolene og de gammeldags kartoteksskabe langs væggen til at træde frem på en næsten brutal måde.
-Der kommer en om lidt og afhører dig. Jeg går nu. Lad være med at gøre noget dumt imens, okay?
Betjenten lyder hverken venlig eller fjendtlig. Han lyder, som om han har sagt de samme ting så mange gange før, at ordene er holdt op med at betyder noget for ham.Mathias ryster på hovedet. Hvad dumt skulle han kunne gøre? Og hvorfor? Betjenten låser døren efter sig, og den eneste lyd, der er tilbage i lokalet, kommer fra den lille vægventilator, der fuldkommen formålsløst blæser lugten rundt og rundt.
Imens tiden snegler sig af sted, mærker Mathias modløsheden, der langsomt sniger sig op omkring ham. En solstråle finder et hul imellem de grå persienner, der dækker det lille vindue ud til gaden, og fanger Mathias’ gyldent brune hår. Han drejer hovedet væk fra solstrålen uden at opfange den smukke solrige dag, som findes uden for politiets grå mure. Enten vil han ikke se det, eller også kan han ikke. Det er som om, at intet har afledt hans opmærksomhed, bare for en kort stund, siden gårsdagens hændelser. De sorte rander under hans grønne øjne understrejer det også.
Det er gratis at oprette en konto