Det er at være menneske er noget underligt noget. Eksistens. Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad er mit formål? Er jeg overhovedet et rigtigt menneske? Spørgsmål som mange nok har, eller har haft inde i deres hoveder. Nogle i højere grad end andre.
I den moderne verden er det ofte set, at mange tænker meget over deres egen identitet. Måske prøver de at spille roller for at blive den de helst vil være. Prøver at skabe et image. I den sammenhæng snakker man ofte om narcissisme. Narcissisme har noget med personligheden at gøre, og er ofte når man har stor kærlighed til sig selv. Man er præget af en selvkærlighed udadtil, men tomhed og ringe selvværd indadtil, plus manglende empati og respekt for andre. En narcissist har en arrogant attitude og et behov for at være i centrum eller blive beundret. Og tror at han, på en måde, er bedre end andre mennesker.
Eksistens er temaet i Michael Strunges ” Den store improvisator” fra 1985, som er en novelle fra novellesamlingen: "Flydende papir: noveller" ved Anne Birgitte Richard & May Schack.
Teksten foregår kronologisk i nutid, hvor Mark, hovedpersonen, tænker. Men indimellem er der flashbacks/bagudsyn i datid. Fortællertypen er en åbenlys jeg-fortæller. Altså indre synsvinkel. Vi hører kun jeg-fortællerens opfattelse og udgave af historien. Tankevirksomheden omfatter både kosmos (stjerner, æter himmel), det underbevidste (dybt indefra, drømme og fantasier) og den konkrete materielle verden (bus, fjernsyn og kiosk). Der er en række modsætninger om forholdet mellem den banale dagligdag og det uendelige kosmos:
Det er gratis at oprette en konto