Titlen er “Plasticsolen”. Det er ikke bare en almindelig sol. Men derimod en sol af plastik. Plastik kan i flere tilfælde lyde negativt, og bruges om noget der er falsk. Det kan være en billig efterligning eller lignende.
Solen er en betingelse for at vi mennesker kan overleve. Uden lys fra solen, ville der ikke være noget liv på jorden. Men folk værdsætter ikke solen længere. Folk tænker på solen som en selvfølgelighed, uden at tænke over hvor vigtig den i virkeligheden er. I digtet står der, at gaderne er fyldt med blinde børn. Det vil sige børn der vandrer rundt i blinde uden at værdsætte noget som helst. Alting bliver ingenting. Alt er ligemeget. De ser kun det materialistiske i verden og glemmer at værdsætte andre mennesker og naturen. De er ikke sammen med andre mennesker på samme måde, som man var engang. I gamle dage, da TV’et ikke eksisterede, var der ikke andet at lave end at være sammen, og snakke med andre mennesker. I dag snakker man mindre og mindre med sine medmennesker, men ser i stedet fjernsyn, eller spiller computer. Det mener Michael Strunge, er en dårlig udvikling.
Skoven er fyldt med plastik og skrald. Folk smider deres affald i naturen i stedet for at genbruge det. Man ser ikke længere på naturen som man gjorde engang. For nogle hundrede år siden var naturen livsnødvendig for alle levende skabninger. Det er den stadig, men den bliver bare ikke værdsat og vedligeholdt på samme måde. Teknologien har gjordt det muligt at skabe liv fra ingenting, og man “behøver” ikke længere naturen. Vi bor i huse i store byer, uden så meget som skyggen af et træ. Planter fra syden kan i dag gro alle steder, hvor der er gødning nok. Før i tiden var det ekseptionelt at se palmer, men i dag kan man købe dem i næsten alle planteforretninger. Så de har mistet deres betydning. Efter som alle kan få fat i en palme, er det ikke noget specielt ved at eje den. Den er blevet ligegyldig ligesom flere og flere ting efterhånden bliver.
Det er gratis at oprette en konto