Henrik Pontoppidan blev født i 1857 og voksede op i et strengt religiøst hjem. Faderen, som var præst, underkastede tidligt den store børneflok sine strikse kristne normer. Det var bl.a. i protest herimod, at Pontoppidan senere, efter at have taget sin realeksamen, rejste til København for at tage en uddannelse som ingeniør. Men i 1881, efter at have været draget af litteraturen i flere år, sluttede han sig til kredsen af radikale intellektuelle i København, hvor han startede sin forfatterkarriere som journalist og senere forfatter. Det blev begyndelsen til et af Danmarks mest interessante forfatterskaber, som gjorde op med alt, og hvor intet var for helligt.
Han tog tidligt afstand fra kirken og det miljø, han voksede op i og tilsluttede sig tidens naturalistiske/realistiske strømninger, hvilket tydeligt afspejler sig hele vejen igennem hans forfatterskab. Det var i hans tid som højskolelærer han først fik kendskab til landsproletariatets levevilkår, fattigdommen og elendigheden, og det var her, hans karriere som de ringere stilledes litterære forkæmper startede. De socialkritiske beskrivelser, som kendetegner hans forfatterskab, træder stærkt frem i novellesamlingen ``Fra Hytterne´´, som novellen ``En vandringsmand´´ er udgivet i.
Analyse og fortolkning
I novellen ”En vandringsmand” møder vi en vandringsmand, der på sin gåtur i det danske landskab, ankommer til en ukendt egn. Han konfronteres med landproletariatets daglige levestandard, da han finder en gammel dame sengeliggende i et forfaldent og næsten spøgelsesagtigt hus. Skræmt og forvirret skynder manden sig ud af huset, hvor han møder en yngre kvinde med et barn på skulderen. Kvinden Kathrine svarer på spørgsmål som vandringsmanden uforstående spørger om. Kathrine forklarer blandt andet, at den gamle kvinde, i tolv år, har ligget ventende i sengen på sin modtagelse af gud.
Det er gratis at oprette en konto