Viserne stod stille, de havde ikke rykket sig i hvad der følte som evighed. Henrik havde stået og snakket om folkeeventyr i snart to lektioner, og spændende var det ikke. Igen trækker jeg mobilen op af lommen for at tjekke klokken, et minut siden sidst jeg kiggede… Hvorfor skulle jeg sidde her og vente på jeg fik fri, hvorfor? Er det virkelig ventetiden værd?
24 timer. 1440 minutter. 86.400 sekunder. Dét består vores døgn af. Det virker som meget, men er det egentlig det? Med alt det vi mennesker stresser rundt, alt det vi skal nå, og hvis vi så også oven i det skal have tid til ventetid, hvad skal man så begynde at sortere fra? Men hvorfor er vi mennesker så opsat på om vi skal vente eller ikke? Hvorfor kan vi ikke bare tage det som det kommer. Jeg kan huske jeg en morgen stod på stationen, mit tog gik 7.31. Jeg have planlagt det så jeg var på stationen 7.29, så jeg i hvert i falde ikke skulle stå og vente. Jeg kommer op på stationen, går ud på perronen og i det samme kan jeg se toget komme kørende imod mig. Ingen ventetid til mig tak. Jeg sætter mig ind i toget, putter nogle høretelefoner i ørene og ved at om præcis 11 minutter er jeg på Solrød station. Da der er gået syv minutter stopper toget, vi er ikke ved nogle perron, men her holder vi så mellem grønne buske og store træer. Der går endnu syv minutter, og de har ikke sagt noget over højtalerne. Vi sidder bare her og aner ikke hvad der foregår. Jeg sidder først lidt og scroller ned over min facebook, derefter instagram og så snapchat. Men efter der bliver jeg irriteret, frustreret over at der ikke sker noget, og at vi ikke får noget af vide. Den følelse af ikke at vide hvor lang tid jeg skal vente, ikke vide hvornår toget kører videre, ikke at vide noget som helst.
Det er gratis at oprette en konto