Den svære ventetid

Vi kender det alle sammen. Det med at vente, og selvfølgelig er det aldrig ens egen skyld. Man er jo ikke skyld i sin egen ventetid, men man kan være skyld i andres ventetid. Selvom man måske ikke rigtig er klar over det selv. Det man enten kan have planlagt eller forberedt for ens dag, kan være skyld i at andre, bliver nødt til at vente. Så er der klokken, som man er så afhængig af. Når man skal stå op om morgenen, når man skal på arbejde eller i skole. Vente, vente og vente.. Man bliver nødt til at vente, det ligger i ens natur. Det er sådan vi holder styr på vores liv. Vi kan ikke gå frem og tilbage, uden at skulle vente på et eller andet. ”Hvordan ville det så være, hvis dagen bare gik uden ventetid?”.I dag ved vi ikke hvor lang tid, vi skal vente i f.eks. skolen, den lange kø i Netto eller på job-bet. Der findes også talemåder, som omhandler det at vente. Man venter f.eks. på prinsen på den hvide hest, men hvem ved hvor lang tid der går, inden han kommer. Ventetiden kan heller ikke altid være en dårlig ting. Hvis man venter på noget godt eller stort, er ventetiden måske mere en gave end en straf. F.eks. hvis man venter et barn. Der bliver man dog nødt til at vente længe, men man venter på noget stort, som måske vil forandre ens liv. Man bliver ikke irri-teret og utålmodig over den lange ventetid, men bruger blot tiden til at glæde sig og forberede sig på lykken, og venter i spænding.Vi vågner op derhjemme, i vores hus eller lejlighed og har enten vores daglige rutine eller lagt planer om, hvad vi skal nå eller skal ske i løbet af dagen. Vi venter alle sammen. På hinan-den, arbejdet, skolen og selv situationer hvor det gælder om liv eller død. ”Hvad nytter det så at vente, når det er for sent?”. I dag er det en nødvendighed at vente, men det var det måske ikke for 200-300 år siden, da det sikkert havde været naturligt at vente. I gamle dage klarede de det tilsyneladende meget godt. Dengang ville selv det at rejse fra Jyllands smukke natur, og ind til Københavns storby-vandvid taget en hvis ikke flere dage. I dag kan vi klare det på bare få timer, men klager over få minutters ventetid på motorvejen eller i toget.Dengang de endnu ikke havde opfundet soluret, og derfor rettede sig efter solens position på himlen, gik man ikke og tænkte på ventetiden. De stod op, når solen stod op, arbejdede indtil, der var brug for pause, og sov når solen gik ned. De kendte sikkert ikke engang til utålmodig-hed. Vi tænker ikke over at alle de ting, vi gør for at gøre livet lettere, som faktisk sparer os for ventetid. For lige meget hvad vi gør, for at forbedre hverdagen, tja så bliver det ikke bedre end ventetiden. For alting vi gør, tager tid. Det kan vi ligeså godt lære, og måske kan vi bruge den tid vi venter i, til at tænke over, om det vi venter på, virkelig er værd at vente på.