Forældre

De er en del af vores hverdag og liv, men for det meste står de bare i vejen. De var de første mennesker vi fik glimtet af, da vi blev født og vidste med det samme at det var dem, som ville tage sig af os resten af livet. Lige meget hvordan man vender, og drejer holder man stadig lige meget af dem. Uden man overhovedet lægger mærke til det, så kan man rent faktisk ikke undvære dem. Nemlig vores forældre. Mens man vokser op, beundrer man dem. Ligesom en kendt popsanger, vil man være ligesom dem, man vil gøre ligesom dem. Man elsker dem rigtigt højt, og prøver hele tiden at vinde deres opmærksomhed, og gør alt for at være sammen med dem. De viser os glæde og kærlighed, vi får alt hvad vi peger på, pludselig bliver vi forkælet og de har et problem. Årene flyver væk. Man bliver en ansvarlig teenager. Og interessen for forældre forsvinder. De er irriterende og står i vejen, hele tiden. Nu er de der bare, og bestemmer hele tiden over en, hvad man må, og ikke må. De savner de gamle dage, hvor ens opmærksomhed hele tiden var på dem og hvor vi var små og nemme at bestemme over. Men nu er det meget sværere, fordi vi er ved at vokse dem over hovedet, vi vil ud og opleve verden og klare os selv. Man prøver at være sød og prøver at forstå dem, men man bryder tit ud i vrede. Hvorfor kan de bare ikke lade os leve og klare os selv? Det får en til at tænke hvor unødvendige de er, men i virkeligheden har vi rigtig meget brug for dem, til at være der i vanskelige situationer, og beskytte os når vi har brug for det. De har altid ret og kommandere hele tiden. Man overvejer om de egentlig burde have indflydelse, og hvorfor de altid skal bestemme? Hvis jeg skulle beskrive mine forældre så er de rettere sagt ”Røv kedelige”. De laver altid det samme og holder sig altid til det samme. Jeg har sådan nogle meget enkelte forældre. Nogle gange skal forældre også opdrages, i hvert fald når det kommer til mobiler, computer og en masse andre tekniske ting. At skrive disse såkaldte sms’er kan de ikke engang finde ud af. Også den ”nye” computer og Internettet tager dem en evighed at finde ud af, det er som om de er gået fuldstændig i stå. Musikken har de heller ikke sans for mere. Og ikke mindst mode, hvilket gør det vanskeligt at shoppe med dem. Jeg tror nu grunden er, at de er godt på vej i overgangsalderen, men det ikke nogen undskyldning. Man bevæger sig ganske stille og roligt ud i noget ”sjov og ballade”, og nu skal man til at høre om en masse regler, som de har besluttet sig. Pludselig har man heller ikke de rigtige venner mere. Man må da selv bestemme hvem man vil rende rundt sammen med eller hvem man gerne vil stole på. Vi ikke små ”børnehave børn” mere, som hele tiden gør hvad der bliver sagt. Forældre kan ikke klare, ikke at have indflydelse. Men når de så endelig holder lav profil, vil vi alligevel ikke have det sådan. Hvilket gør det svært for vores forældre, fordi de ikke ved hvornår de skal blande sig, og hvornår de ikke skal. Man tør ikke fortælle dem om den nye kæreste, eller hvad der er skete til ”fredags festen”. Fordi man er bange for at de får det forkerte indtryk og skammer sig over den man er blevet. Man vil stadig gerne have at de skal se en som den ”artige” søde lille pige eller dreng. Men hvorfor tænker de bare ikke tilbage på deres ungdomsliv, hvordan de havde det, så de bedre kan forstå os? Man bliver gammel nok til at flytte ud fra sit barndomshjem. Man sætter sig godt til rette, og glemmer alt om sine forældre. Ens nye liv er helt oppe og køre, og nye udfordringer dukker op i livet. Og vores forældre bliver nød til at minde os om, at vi skal komme og besøge dem fordi vi selv har glemt det. Man begynder at stifte familie, og nu er det vores tur til at få børn. Nu er det vores tur til at opdrage børn, ligesom vores forældre opdragede os. Man oplever hvordan ens forældre sikkert måtte have følt, da man selv var lille. Børnene vokser og udvikler sig hurtigt, ligesom man selv gjorde. Og igen kommer der nye moderne ting i den nye moderne tid, og pludselig ved man ikke hvad der er ”Hot eller Not” mere, som man også kaldte det dengang man selv var ung. Man begynder at føle sig gammeldags. Man opdager hurtigt, at man er en gentagelse af sine forældre. Nu vil vi bestemme over vores børn, som nu alt for hurtigt vokser os over hovedet. Tingene sker så stærkt at vi dårligt nok kan følge med. Det får os til at tænke tilbage på vores forældre som vi engang havde. Man begynder at savne dem, og man ville ønske man kunne tage tilbage til den tid man selv var ung. Men det for sent, og de eneste minder man har tilbage er de falmede fotografier, der ligger spredt over alt og en selv selvfølgelig. Man har altid holdt af dem og elsket dem ubeskriveligt meget, men man har bare ikke været så god til at vise dem det. Fordi de jo var grunden til at man kom til verdenen. Ens forhold til forældre vil altid forandres gennem livet. Først elsker man dem, og vil være ligesom dem. Så hader man dem enormt meget og synes de er rigtig irriterende. Og til sidst når det er for sent, savner man dem.