Analyse af Erling Jepsens 'Kunsten at græde i kor'

”Der er absolut ikke noget at grine af i Erling Jepsens originalt hjemmestrikkede familiegyser. Man kan bare ikke lade være”

Medrivende og tankevækkende fortælling om Allan og hans familie fra Sønderjylland. Begravelser, en utryg barndom og psykiske problemer.

Hovedpersonen og også historiens fortæller er den 11-årige Allan. Hans familie har en købmandsbutik. Hans far er mælkemand, og har samtidig et talent for at holde taler, og Allan er ofte med ham i kirken, når talerene holdes. Hvis hans far er i dårligt humør, hjælper en nat på sofaen med hans datter.

”Kunsten at græde i kor” er en spændende og tankevækkende fortælling, som man hurtigt bliver fanget af, da det sagtens kunne have været en virkelig fortælling, måske endda en fortælling om ens egen fars barndom, eller en selvbiografi af forfatteren selv. Den opfattelse får man, da vi hører fortællingen fra drengens synsvinkel, hvilket ses da det er en jeg-fortæller. ” Mor er vred, da vi går hjem fra begravelsen, og jeg forstår godt hvorfor. Jeg fik en pose bolsjer, far fik en cigar, men hvad fik hun? Ingenting, så nu er hun misundelig” – s. 27 linje 1-3. Personerne i bogen virker meget troværdige, igen da man føler, at det kunne have været en virkelig fortælling.