At bruge medlidenhed som et magtmiddel kan have fatale konsekvenser. Dette ses tydeligt i ”Kunsten at græde i kor”, romanen skrevet af Erling Jepsen, 2002. Erling Jepsen fortæller efter adskillige års tyranni i familien om, hvilke konsekvenser hans fars opførsel har haft for ham og hans familie. Bør man gribe ind, selvom samfundet er lille? Erling Jepsen gør i hvert fald sit for at dræbe den stilhed, der ofte indfinder sig i de små samfund rundt omkring, og det at lufte tabuerne kan være et skridt i den retning.
I ”Kunsten at græde i kor”, følger vi den 11-årige Allan, som bor i Sønderjylland sammen med forældre og søster; dog er hans bror flyttet hjemmefra, og er ved at uddanne sig på en teknisk skole. Udadtil kunne de ligne en ganske gennemsnitlig familie, men faderens adfærd viser dog, at dette ikke er tilfældet. Han går hårdnakket efter at kontrollere hele familien igennem medlidenhed. Ofte skal både hans kone og børn udsættes for selvmordstrusler og gråd fra ham, og da moderen vælger at håndtere situationen med sovepiller og fortielse, er det op til Allan og hans søster, Sanne, at få deres far til at blomstre op igen.
De har efterhånden fundet ud af, at det, der hjælper, er, når Sanne går ned og ”trøster far” i sofaen. Dette sker igennem et seksuelt forhold mellem far og datter. Allan, der kun er 11 år forstår selvfølgelig ikke, hvad det reelt betyder, og har derfor ikke store kvaler ved at sende sin søster derned, men med tiden bliver det dog for meget for hende, og resultatet af hendes fars misbrug og tyranni bliver, at hun tager livet af hans mor i håbet om at han vil kunne mærke den smerte, han har udsat hende for.
Det er gratis at oprette en konto