Analyse af Morten Brasks 'SlipNuSprogetFri'

Morten Brask argumenterer for sine synspunkter om det danske sprogs udvikling. Han opfordrer folk til at se den positive side af sprogets nyskabelse, og de sproglige fejl, der måske vil bringe samfundet noget positivt og kreativt på længere sigt. Skribenten argumenterer sine holdninger ved at benytte Toulmins argumentationsmodel. Hovedpåstanden i artiklen er Brasks holdning om, at småfejl kan være en udvidelse af det danske sprog. Derfor synes Morten Brask, at man skal se det positive i sprogets udvikling, slippe det fri og droppe bestræbelsen efter det perfekte. For at understrege sin pinte meget tydeligt gentager han sin påstand flere gange ved at argumentere forskelligt, og han skruer op for sin påstand ved at bruge styrkemarkøre som ”helt sikkert” og ”alligevel”. Belægget er, at det er en ”uvindelig” kamp at prøve at ændre den nutidige danske generations sprog tilbage til det, det engang var. Han understreger, at det er spild af tid og latterligt i at være hundrede procent korrekt. "Sproget er som havet: Det ligger der, stort og duvende”(s.2,l.5), siger Brask og tilføjer "De glemmes med tiden eller inkorporeres i fremtidens sprogdragt”(s.2,l.7-8). Sproget skal passe sig selv og udvikle sig, og han understreger, at sproget ikke kan forhindres i at blive udviklet eftersom nye generationer skabes, mener han. Morten Brask pointerer altså, at perfektion tages alt for alvorligt, og tværtimod kan det være nyskabende og ændre retskrivningen i fremtiden i stedet for at vende tilbage til gamle dage, hvor vi f.eks. satte “aa” i stedet for “å”. Brask tager udgangspunkt i sin personlige erfaringer og fortid, der er med til at styrke etos. Skribentens etos styrkes også, når han tager gendrivelser op i sit eget argument. F.eks. siger han “Min holdning er, at man naturligvis skal undervise i sproget, som det er akkurat nu efter årtusinders udvikling og forandring”(s.3,l.18-19). På den måde viser Brask, at han kan følge situationen fra begge sider, og dermed modargumenterer han sine hovedargumenter. Han appellerer til patos ved at skrue lidt op og ned med sproget, og hans brug af metaforer f.eks. ”sproget er som havet” og slangord undervejs som ”LOL”. Nogle gange er han lidt latterliggørende f.eks. ”Det dansk sprog er helligt. Nix pille, polle” (s.2, l.22-23). Når han derefter tager gendrivelser op virker han mere seriøs og stemningen virker mere nedtonende, og der bliver skruet lidt op og ned med læserens følelser. Hans brug af ironi rammer også vores følelser f.eks. ”Det hedder altså synes i nutid og syntes i datid!«. Så fik vi lige sat den meget vigtige detalje på plads.” (s.1,l.16-17) Ironien fungerer, da modparten med tydelighed kan mærke at det er ”ironi”, og det er med til at underholde modtagerne og give dem et smil på læben.