Billygterne blænder ham. Folk dytter. Det går for hurtigt. Alt for hurtigt. Han sveder. Gnider sig lidt i øjnene for at vågne op. Han skal hente dem. Lige nu! Han ryster. Han er svimmel, og hans hoved er tungt. Han kører over i modsatte side af vejen uden at være bevidst om det. Der lyder en høj lyd af biler der knuses, og glas der splintres. Han er bevidstløs.
Nu er hun skredet. For alvor. Denne gang er han sikker på, at hun ikke kommer tilbage. Han åbner en øl mere. Telefonen ringer. Det er Anne. Han tøver lidt, før han tager den.
“Ja øhh hallo”, siger han.
“Jeg har stadig nogle flyttekasser over hos dig. Er det ok, hvis jeg henter dem nu?”
Han kan høre på hendes stemme, at hun har travlt.
“øhm øhh ja det det må du da gerne.”
“Godt. Mikkel kommer, og henter dem om lidt.”
Inden han når at svare lægger hun på.
De var så lykkelige. De kunne ligge på sofaen I en hel dag uden at blive trætte af hinanden. De gik lange ture i parken, også selvom det regnede. De var i tivoli mindst en gang hver anden måned. Men det var slut. Han sad tit på bænken ved legepladsen, og kiggede på pigerne, mens de legede. Men nu var det også slut. Alt var slut. Slut slut slut. Men ikke for dem for de havde jo hinanden. Imens de kunne rende lykkelige rundt over i parken, kunne han ligge på sin slidte lædersofa og snakke med sig selv. Kun sig selv. Der er jo ikke nogen, der gider at snakke med ham. Vennerne tog Anne med sig. Det er ihvertfald det, han siger til sig selv. Det eneste der kommer med posten, er en masse regninger, som han alligevel ikke har tænkt sig at betale.
Det er gratis at oprette en konto