Usikkerhed, uvidenhed. Begejstring, bekræftelse. Når jeg siger, glæden ved andres sorg, tænker jeg hovedsagligt på to vidt forskellige situationer, men som efter mit hoved begge dybest set omhandler de samme emner:
Begejstringen ved ens omgivelsers triste stunder. Med det mener jeg, at man kan blive åh, så betaget af tragiske historier. Tragiske historier der kan være fortalt på så voldsomt mange måder. Jeg var for eksempel for nylig på en fotoudstilling i Øksnehallen. Fem forskellige fotografer havde til lejligheden taget hver deres serie af alt for personlige billeder. En af udstillingerne handlede om en kræftsyg pige, som fotografen havde fulgt fra hendes fødsel til hendes død som syvårig. Hvis man spørger mig, var de for barske. Og det er altså ikke fordi jeg ikke kan se i øjnene alt livet ikke er lutter lykke, men simpelthen fordi at jeg ikke kan få mig selv til at gå rundt og småjuble over hvor storslået og gribende det billede er, hvor man kan se en lille pige blive kastet ud i døden. Sådan troede jeg
egentlig alle ville have det med en sådan udstilling, lige indtil jeg overhørte en kort samtale mellem to veninder, der stod og nippede vin foran et billede af faren til den kræftsyge pige. ”Utrolig lækker vinkel, man kan virkelig se sorgen i hans øjne.”(!) sagde den ene med en bemærkelsesværdig rolig stemme, ”Ja, det er godt nok et fantastisk billede” sagde den anden så. Jeg må sige at jeg synes det er ret vildt, at man kan reagere sådan, på en situation der for de fleste – heldigvis - er umulige at leve sig helt ind i, for jeg tror at hvis jeg var en fra den familie som hørte de kommentarer, ville tænkte: ”De skulle bare vide” og få en ufortjent følelse af at ens allerdybeste sorg blev højt undervurderet.
Det er gratis at oprette en konto