Døden er livets skygge

"Tid består af øjeblikke. De er der hele tiden, og lige om lidt er de væk," skrev Anders Lund Madsen i fredags i sin bagsideklumme.Gælder samme regel for livet?Vi ånder, vi overtolker, vi undres og glædes, vi sørger, vi elsker, vi ved så meget og stadig er vi ude af stand til at forudsige, hvilket sekund der kunne blive vores sidste. Men er det også kun en del af livets charme?Vi ved, vi ikke lever evigt. For det gør vi ganske enkelt ikke. Der kommer et tidspunkt for alle, hvor det sidste sandkorn i timeglasset rinder ud, og hvor der ikke er nogen tilbage til at vende glasset igen.På en måde føler vi vel, at vi hele tiden har travlt, fordi tiden ikke går i stå, fordi vi selv stopper op, og vi ved samtidig, at vi burde sætte farten ned for at nyde udsigten. Vi finder alle et mål i livet, som synes værdigt at gå efter; en vej, som virker rigtig at følge, og samtidig beslutter vi os også for, hvilke andre veje vi udelukker, hvilke forhindringer vi vælger at løbe hurtigt forbi, hvilke steder vi stopper op og hvilke huller vi springer over.Men hvad sker der, når vi når vores mål? Var det så dét? Slutter livet sådan uden videre, eller er døden kun en anden sti, som vi alle er nødt til at følge?Jeg er ikke bange for at dø.Jeg er ikke bange for den dag mit hjerte holder op med at slå, men jeg frygter øjeblikket inden og øjeblikket efter. Jeg frygter den dag, jeg forsvinder, og hvor alt der bliver tilbage er et minde og en smule støv i en urne. Jeg frygter, hvad folk vil huske mig for. Jeg frygter, hvad de vil glemme. Men mest af alt frygter jeg, at jeg ved livets afslutning vil indse, at jeg slet ikke har levet mit liv, som jeg ville have gjort.Søren Kierkegaard sagde engang, at livet skal forstås baglæns, men bør leves forlæns.Først syntes det for mig som en meget vis tanke, men når jeg tænker nærmere over det, så ville det ikke være en klog måde at gå igennem livet på. Den bedste måde at leve på er helt sikkert at leve livet forlæns, men når man har levet hele livet forlæns, og man pludselig dør, hvornår er der så tid til at forstå det hele baglæns.Nu tager jeg sikkert hans ord alt for bogstaveligt, for hvis man ser på sætningen igennem andre briller, så er det vel fornuftigt ikke at gøre sig for mange bekymringer undervejs, og i stedet tænke over det bagefter, når alle kort er lagt på bordet.Jeg synes alligevel, at det er en interessant tanke at overveje, for hvad er det overhovedet, der venter på os efter livet? - og bliver der alligevel tid til at tænke tingene igennem?Der er ingen, der ved det. Der er nogen, som tror, de har fundet svaret, men der er ingen, som med sikkerhed kan sige, hvor vi skal hen, eller som hvad eller hvem.Stadig tror jeg ikke på, at nogen mennesker frygter døden. Heller ikke selvom mange vil påstå det modsatte. Til gengæld tror jeg, at vi er bange for det ukendte. Vi er bange, fordi vi kun kan gætte på, hvad der kommer til at ske. I virkeligheden frygter vi vel alle øjeblikket inden vi dør og øjeblikket efter. Det er slet ikke, hvad der ligger midt imellem, som vi er bange for, men vi har givet døden skylden for vores frygt, fordi vi har behov for at finde en syndebuk, som vi kan hælde vores frygt ud over, fordi vi dybest set er bange, fordi vi ikke ved, hvad der kommer til at ske.Men i grunden er døden det eneste, vi ikke burde frygte.Alt hvad vi ejer, alt hvad vi har, alt hvad vi er og alt hvad vi tager for givet er kun noget, vi har til låns. Selv livet vil en dag glide ud af vores hænder. Så i virkeligheden burde vi ikke være bange. Vi burde hellere finde en tryghed i døden, for lige meget hvad der sker, så er døden det eneste sikre; det eneste som vi altid kan regne, vil ske.