'Adgang forbudt', stiløvelse om sorg

DETTE ER IKKE EN VIRKELIG HISTORIE ... -Det er en stil vi skulle skrive, hvor emnet var: Adgang forbudt. Adgang forbudt Jeg husker det så tydeligt. jeg havde været over hos en veninde, og havde lovet mor at være hjemme klokken halv elleve. Klokken var kvart i elleve da jeg så på uret, det var et kvarter siden jeg skulle ha? været hjemme. Jeg skyndte mig at tage sko og overtøj på, og ud i sneen. Jeg løb hjemad så hurtigt jeg kunne.Da jeg kom hen til hjørnet af blokken hvor vi boede, kunne jeg se blå og røde lysglimt. Der stod en masse mennesker henne ved vores opgang, og jeg kunne høre en mand råbe med dyb stemme ?adgang forbudt, ingen adgang sagde jeg!? Først der blev jeg bange, jeg vidste ikke om jeg turde gå derhen.Jeg stod længe i mørket og kiggede hen mod opgangen, jeg kunne mærke sneen der landede i mit hår. Da jeg endelig gik hen imod opgangen føltes mine ben så tunge. Det var som om de ikke gad og gå mere, som om de var limet fast til den våde sne. Da jeg kom hen til alle de mennesker der stod og kiggede, fik jeg mast mig helt frem, helt hen til politiets afspærring. Manden med den dybe stemme var på vej hen til en anden betjent. Selvom han denne gang ikke snakkede særlig højt, kunne jeg høre hvert et ord han sagde. ?Den afdøde hed Ulla Nielsen og var 43 år.? De ord gjorde så ondt og høre. Den afdøde var min mor. Jeg begyndte at græde, jeg kravlede under afspærringen, og løb hen til døren til opgangen. Jeg skulle lige til at gå ind, da en mand tog mig i armen. ?hvordan er du kommet forbi afspærringen? Du må slet ikke være på denne side af den.? Jeg stod bare og stirrede med et tomt blik. Det skulle han da slet ikke blande sig i, det var min mor der var død. ?jeg skal op til min mor, det er min mor der er død.? Det gjorde så ondt og sige, jeg faldt sammen, sad bare nede på den kolde og våde sne og græd. ?Det gør mig ondt? sagde manden og lagde hånden på min skulder. Han fjernede sin hånd og gik igen. Kort tid efter kunne jeg høre manden med den dybe stemme igen. ?Har du et sted du kan sove i nat?? Jeg blev så rasende på ham, hvad bildte han sig ind. Min mor var lige død, og så spørger han om jeg har et sted og sove. ?hvad tror du selv, min mor ligger i vores lejlighed og er død?? tårerne løb bare ned af mine kinder, det gjorde så ondt når de trillede ned. Det føltes som om de blev til isklumper på ved ned af mine kinder. Betjenten stod lidt og tøvet, han havde ikke ventet og få sådan et svar igen. ?Hvordan døde hun?? Betjenten stod igen bare og kiggede, som om det var fremmede ord der kom ud af min mund. ?Du må da vide det, det er dig der er betjent, og ikke mig.? ?vi?? vi ved det ikke rigtig, men vi er på sagen.? Der kom en kvindelig betjent og tog mig med hen i en af politi bilerne. Hun kom med et tæppe, og pakkede mig ind i det, og så gik hun. Hun kom dog igen efter kort tid, med to kopper varm kakao i hånden. En til mig, og en til hende selv. Da vi sad inde i bilen begyndte hun og spørger mig om en masse ting, ting som: hvad jeg hed, hvor gammel jeg var, om jeg havde andre søskende, hvor jeg havde været, hvem der var vores nabo og overbo, om jeg vidste om hun havde skændtes med nogen. Jeg syntes det var utrolige mange spørgsmål hun kom med på en gang, og min mor lå altså i lejligheden og var død. Jeg fik svaret på alle hendes mange spørgsmål, og så kom det spørgsmål jeg havde håbet ikke ville komme. ?Tror du, du kan sove hos din far i nat??Jeg gemte mig endnu mere i tæppet, lukkede øjnene og lod bare tårerne løbe ned af mine kinder, og fik så sagt ?Han døde i en trafikulykke for fem år siden.? Den kvindelige betjenten kiggede på mig, med et blik jeg aldrig havde troet en betjent kunne. Hun lagde hånden på mit ben, og sagde ?Det er jeg virkelig ked af at høre.? For første gang den aften troede jeg på at hun mente det hun sagde, det lød virkelig i sådan, i forhold til hvordan de andre havde sagt det. Der var ingen af os der sagde noget i nogle minutter, man kunne stadig se lys glimtende over fra blokkende, og man kunne af og til høre nogle af de andre betjente snakke sammen. ?Må jeg gerne få lov at se hende en sidste gang?? Betjenten sagde ingenting sad bare og kiggede, så nikkede hun og sagde ?Ja selvfølgelig, men bare ikke i dag. Vi skal ha fundet et sted du kan overnatte, gerne ved nogen du virkelig holder af.??jeg??. Jeg vil gerne sove hos mine bedste forældre.?Jeg glemmer aldrig den aften i januar. Det var den værste aften i mit liv, alt var et helvede. Der var alle de spørgsmål, alle de ubesvarliges spørgsmål. I dag er det præcis et år siden min mor forlod jorden.Jeg savner hende, jeg tænker på hende hvert et sekund.