”Nu står vi her igen.” – kan jeg huske han sagde. Det sagde han faktisk hver gang vi stod foran det lille træhus ude i skoven. Niklas og jeg havde tit snakket om hvad der var inde i huset. Vinduerne var altid dækket med gardiner og støv. Selvom gardinerne havde været der, tror jeg alligevel ikke, man havde kunnet se igennem vinduerne for støvet. Man skulle tro, der ikke havde været gjort rent i et årti eller mere. På døren hang altid det samme halvrådne træ skilt, hvorpå der stod, ”vil ikke forstyrres”. Niklas og jeg er - og har altid været - bedste venner. Godt nok ser vi ikke hinanden særligt meget mere, men når vi gør, bliver aftenen altid så hyggelig. Niklas og jeg fantaserede altid om, hvad der for eksempel kunne være inde i det hus. Jeg troede at det var de syv små dværge, der boede derinde. Godt nok vidste jeg, at det var noget sludder, men det var for ikke at gøre det alt for uhyggeligt. Niklas fantaserede altid noget uhyggeligt med monster, Dracula osv. Han så også altid de der skrækfilm med overnaturlige væsner. Dem brød jeg mig ikke om. Og det har jeg aldrig kunnet, siden han viste mig en af sine monsterfilm. Jeg kan huske, at jeg havde mareridt hver aften indtil jeg gik i syvende. Eller i hvert fald der omkring. Jeg kan også huske den gang vi var fast besluttet på at gå ind i det hus. Det var en varm sommeraften i sommerferien. Jeg havde medbragt en lommelygte og en lille plasticpistol, som jeg følte mig mere sikker med, hen til huset hvor Niklas ventede på mig.
Det er gratis at oprette en konto