Kan du huske den gang, hvor farfar lige var død, og jeg var på besøg? Jeg var lige fyldt fem, og jeg havde fået en ny kjole, den var lyserød med lilla prikker. Jeg havde den på, mens jeg legede med Cathrine, hun var kun 3 dengang. Hun kan knap nok huske farfar nu, men det kan jeg. Han var en stor mand, men stærk. Han kørte altid bussen med børnehavnen. Jeg kan huske, hvordan jeg skulle gå op gennem bussen og sige hej. Jeg var altid så stolt, når jeg gik der i midten af bussen og kom op til farfar. Jeg følte en varm fornemmelse i maven, når han lagde armen om mig, og jeg blev rød i kinderne. Jeg bliver også rød i kinderne, når jeg skriver det her brev, men på den dårlige måde. Jeg har aldrig fortalt nogen om det før, men jeg vil nå at fortælle dig inden det er for sent. Så her kommer historien om, hvordan kjolen gik i stykker..
Vi legede ude på vejen, og jeg kan ligeså tydeligt huske, hvordan Cathrine løb rundt med sjippetovet. Jeg blev sur, det var jo mig, der havde fået det i gave fra moster Inge. Jeg blev sådan rigtig sur, hun løb og sang den der irriterede sang ”nanananana.” Hun lyttede overhovedet ikke, jeg blev bare mere og mere gal! Så jeg spændte ben for hende, hun faldt med næsen i jorden og begyndte selvfølgelig at græde. Den lille tudeprinsesse. Jeg viste bare, at hvis mor fandt ud af det, ville hun blive rasende. Så jeg trøstede hende, hun ville ikke stoppe, hun blødte en lille smule, men ikke noget alvorligt. Jeg spurgte hende, om hun ville hoppe i sjippetovet, om hun ville prøve min nye kjole, jeg spurgte om alt, hun ville bare ikke stoppe. Du så os vel inde fra vinduet, ja jeg så dig godt, men håbede at du ikke ville sige det til nogen. Det har du jo heller ikke gjort. Men hun blev ved, og pludselig kiggede hun op og så et æbletræ med de skønneste æbler. Hun peger, og jeg fortalte, hvordan du havde sagt, at der var adgang forbudt inden hos Hr. Jakobsen. Men hvis vi begge kender Cathrine, stædig som altid, hun ville have det æble.
Det er gratis at oprette en konto