Alle kender den følelse af at de ikke hører til et sted og 8. klasse er svært nok i forvejen, men det at ens bedste ven vender ryggen til en, fordi man pludselig kommer sammen med den nye dreng ens bedste ven og resten af pigerne i ens klasse er helt syge med, det kan man da ikke gøre for.
Jeg kommer rigtig fra lykkelil børnehjem hvor jeg blev adopteret som 4 årig af familien Petersen. Selvom de ikke var mine rigtige forældre, elskede jeg selvfølgelig meget højt, og deres anden adoptivbarn Fie. Fie blev adopteret som 5 årig, 1 år før mig. Fie var ligesom en søster for mig men vi lignede vi ikke hinanden. Jeg selv har halvlangt lysebrunt hår med små bølger i, og lyse blå øjne, mens Fie har lidt kortere helt glat lyst hår til skuldrene og smukke brune øjne. Vi lignede heller ikke vores ”forældre”, Rita vores adoptivmor har halvkort mørkebrunt hår med små krøller i, og vores adoptivfar Mikkel med kort glat næsten sort hår. Det var min familie, og selvom vi fire lignede nogen man havde taget fra fire forskellige lande, så var vi meget glade for hinanden.
Normalt kan jeg godt lide at gå i skole. Man er sammen vennerne hver dag, man lærer noget så man får en god uddannelse og møder andre mennesker, det var de ord der gjorde at jeg kunne lide at gå i skole, men sådan er det ikke længere.
Det er gratis at oprette en konto