I denne artikel vil jeg analysere novellen Vadehavet og se om hvorvidt stedet og omgivelserne man er i virkelig kan gøre en gladere? Og kan det at komme væk fra det gamle og det man er vant til, virkelig hjælpe en med at blive rask og komme videre?
Vadehavet er en novelle der er skrevet af den danske forfatter Dorthe Nors, den er fra novellesamlingen ”kantslag” og er skrevet i 2008. Den handler om en mor og hendes barn. Moren har fået en depression. Depressionen bliver så voldsom at de flytter til Fanø og håber på at det kan hjælpe hende.
Analyse
Man kan se at det er en novelle da historien strækker sig over kort tid, der er få personer i og man bliver præsenteret for både miljø og personerne i starten af novellen. Der er en central begivenhed, som er morens depression. De flytter så, for at prøve at løse konflikten som er den nye begivenhed der kommer senere i novellen. Novellen har en åben slutning. Der kommer ikke et svar på om hun bliver rask, om de begge to bliver boende der eller om hvorfor hun præcist mener at Vadehavet er et sindbillede.
Det er en novelle der er skrevet som en jegfortæller, og dette kan man allerede se på side 1 – linje 1, hvor der står ”når jeg husker tilbage på Fanø”. `Jeg´ går i skole som man kan se på side 1 – linje 32, og da man på side 2 – linje 52 kan se at `jeg´ siger ”det er min tur til at være den lille”, kan man fornemme at det nok er slutningen af folkeskolen, da `jeg´ ikke kan tage sig af sin mor helt alene, men på side 2 – linje 51 hvor der står ”mormor tog hjem igen. Jeg kunne godt ha taget med” får man også det indtryk af at `jeg´ er lidt ældre siden at `jeg´ godt kan tage med mormoren hjem.
Det er gratis at oprette en konto