Violvej: analyse af Lotte Kirkebys novelle

Alle mennesker vil flere gange i et livsforløb, opleve begivenheder, som udvikler sig til personlige vendepunkter. Nogen minimalistiske, andre mere bombastiske og storslåede. Disse begivenheder er med til, at definere os mennesker; Hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Lotte Kirkeby behandler også menneskets personlige vendepunkter i novellen ”Violvej” fra novellesamlingen Jubilæum fra 2016. I novellen sætter Kirkeby imidlertid ikke alene fokus på individets personlige vendepunkter, men også på individets konflikter i et todelt miljø.

Novellen skildrer det, der udadtil ligner et helt almindeligt hverdagsliv, men åbner op for en lang rækker store som små begivenheder, der er med til at definere og forme individets skæbne. I novellen følger vi jeg-fortælleren, hendes familie, samt en lille vennegruppe, som oplever døden, smerten, samt indsigt i det moralske kompas, på nærmeste hold. Disse begivenheder, eller vendepunkter, er med til, at følge individet ind i nye stadier af tilværelsen.

Det afgørende ved teksten er, at den fortæller om de vendepunkter, der er med til at definere menneskets skæbne. Dette gør teksten ved hjælp af en eksplicit førstepersons-fortæller. At jeg-fortælleren er eksplicit, eller diegetisk, betyder for teksten, at synsvinklen er begrænset til én af tekstens personer, hvis tanker, handlinger og følelser læseren indvies i. Dette kommer til udtryk overalt i teksten, f.eks. fortæller jeg-fortælleren i starten, at det er hende, der sidder på bagsædet når familien handler ind, og at det er hende, der holder døren for sin mor (stk. 2 l. 1). Modsat, hvis situation blev set fra søsterens side, ville forklaringen måske være, at hun er blevet for stor til, at sidde på bagsædet, og at det er søsterens pligt, som den mindste, at hjælpe til. Men dette ved vi ikke, da fortælleren er bundet til én rollehaver. Når synsvinklen pålægges én enkelt person skyldes det, at forfatteren især interesserer sig for denne person og vedkommendes problemer eller pågældende situation. Denne metode forsøger ofte, at skabe sympati eller ligefrem identifikation med personen. Selvom tekstens fortæller er personbundet, så er synsvinklen også kombineret imellem indre og ydre. Vi hører som læser, hvad jeg-fortælleren føler og tænker, men i andre situationer fungere jeg-fortælleren også blot som en observerende figur. F.eks. beskriver jeg-fortælleren, at Carstens lillebror havde et par bukser på, som var alt for store, (…) og en lille plade flamingo, så han ikke skulle komme til skade (stk.26 l. 2-4) At jeg-fortælleren har en kombineret synsvinkel, er med til, at gøre hende til en mere pålidelig fortæller, da hun ikke blot virker partisk, men også blot observere på omstændighederne. Læseren oplever altså handlingen gennem jeg-fortælleren, hvilket også kan være problematisk, fordi jeg-fortælleren kan fungere som et filter, der ikke fortæller alt det, som måske vender sig imod hende. Altså er der ingen garanti for, at jeg-fortælleren er pålidelig, men hun opvejer dog dette ved blot, at observere på sekvenser i novellen.