Barndomsskildringer i litteraturen drager læseren til sig. Vi fanges af den svære barndom, de svære øjeblikke, udfordringer, venskaber, og identitet. Begivenhederne, udfordringerne osv. er med til at definere os som menneske; Hvem vi er, hvorfor vi er som vi er. Man skal selv dykke ned imellem linjerne, for at finde ud af, hvad forfatteren vil fortælle med sit værk.
I Lotte Kirkebys novelle Violvej (2016), som er del af novellesamlingen ”Jubilæum” (2016) behandles netop disse udfordringer og dilemmaer. Novellen handler om hvordan man som enkelt person agerer og reagerer i forskellige situationer, hvilke konsekvenser der kommer efter og om valget har konsekvens.
Violvej starter in medias res, da vi starter midt I fortællingen ”Vi havde ringet til Lise (…) kom op til os” (s.1, L.1) Novellen har et kronologisk handlingsforløb, og vi møder de få personer undervejs. Novellen har også flashbacks. I novellen har vi en tydelig begyndelse, midte og slutning.
I begyndelsen af novellen bliver vi introduceret til de vigtigste personer og omgivelserne. Hurtigt bliver vi introduceret for hovedpersonen. Vi får et indblik i hendes liv. Hun har en storesøster, som virker dominerende, og jeg-fortælleren ser op til hende. Vi bliver også introduceret til den nye tilflytter Lise samt ”vennegruppen”. Børnene der bor på vejen, virker ud af til som om de lever en uskyldige barndom. Bag facaden, bag forældrenes rygge laver de nogle ting, som de ikke rigtigt må. Eks. besvimelsesleg på en forbudt grund. I midten af novellen kommer toppen af isbjerget, dermed bliver konflikten præsenteret. ”Det var mig, der ringede til Lise (…) hun ville gerne komme, men at hun først kunne i morgen” (s.2, L.31-32) På dette tidspunkt er det besluttet, at Lise skal indvies i vennegruppen, hvis hun ellers er modig nok til det. Ritualet starter med, at Lise bliver slået med pinde. Dette vil jeg-fortælleren ikke vil være med til, efter hun har fortaget opkaldet, for hun kan godt lide Lise, men følger trop for søsteren siger det noget pjat. Dette er også vendepunktet for jeg-fortælleren. Hun hun godt kan lide Lise og får derfor medfølelse for hende. Hen imod slutningen af novellen, er vennegruppen så langt ude, at de fastbinder Lise til et træ. De tvinger hende til at se på Carsten, der ”stikker” en kniv ned i benet på hans bror. Lise besvimer, og alle lader som ingenting og forlader stedet. Jeg-fortælleren lader som om hun er cool med det hele, men er hun også det indeni?
Det er gratis at oprette en konto