Vi har altid søgt det vi ikke kender til. Sådan som universet altid har inspireret os og fået os til at spekulere over, om vi egentlig er alene i verdenen og hvad vores tilstedeværelse i det hele taget går ud på. Vi har rettet vores øjne mod himlen, kigget på stjernerne og tænkt, hvad mon findes udover vores egne landegrænser og er det muligt at finde ud af det. Vi har undret os over, hvad vi præcist kigger på, Mange har prøvet at gøre det lettere at observere og fortolke rummet. Men det er det samme som at putte Shakespeare i en kasse og få ham til at agere efter et manuskript. Det ville være for firkantet og indskrænket. For eksempel mænd som Galileo og Da Vinci troede de kunne finde en måde, at få det hele til at hænge sammen og give mening. Men det uviste forbliver uvist og det er der ikke nogen, som kan ændre og sådan forbliver det for altid.
Måneudstillingen på Louisiana er dybdegående på flere planer. Den udtrykte sig på det kunstneriske plan i form af kortfilm, malerier, tekster og digte. Udstillingen tog os på en rejse gennem århundreder af billeder, tekster og de tanker der blev gjort om månen, både før og efter man havde mulighed for at udforske rummet. Udstillingen gik fra teknologi og ledninger til de dybeste og inderste følelser og tanker hos mennesket, særdeles spændende. For eksempel var der udstillet et digt af Shakespeare, hvor han omtalte månen og hvad han mente den betød. Digtet giver et indblik i en bestemt persons tanker om månens betydning og hvordan vi har ændret vores syn på månens betydning gennem tiden. Den ændrer også den del af den ekspressionistiske, men måske mere abstrakte tilgang til tanker man havde i samtiden. Man følte også en form for fremmedhed, hvor man følte at man ikke hørte til.
Det er gratis at oprette en konto