Søgen efter frihed og personlig identitet er en problematik, og noget flere mennesker kæmper med dagligt. Den selvbiografiske grafiske roman ”Persepolis” om barndommen i Iran, skrevet af Marjane Satrapi, udgivet i 2000-2001, viser hvordan man i en autoritær verden kan opretholde livsglæden, søge efter frihed og søge efter personlig identitet.
Subjektets objekt er frihed, hvilket på en måde også ender med at være tematikken i den grafiske roman.
I denne analyse af Persepolis” vil jeg blandt andet undersøge fortællerforholdene, kompositionen og den grafiske stil. Derudover vil jeg forklare tematikken og undersøge om tematikken har en mulig løsning.
Analyse
En ”almindelig” tegneserie har formålet at underholde læseren, hvorimod romaner og grafiske romaner har mere til eftertanke og mere dybde, derudover har de også mere mellem linjerne. Derudover er grafiske romaner bedre til at understøtte seriøse tematikker, da de er mere realistiske og reelle.
Den grafiske roman har forskellige virkemidler til at få modtageren til at ”tænke” over tingene og forstå historien på en anderledes måde – det med at man som læser har et billede til at sætte til teksten, gør at man ikke selv sidder og laver billeder inde i hovedet, og derfor kan forfatteren vælge hvad man som læser skal se og tænke.
Det er gratis at oprette en konto