Der har altid været den evige debat om, hvad der er den rigtige måde at opdrage sine børn, og hvor går grænsen mellem at lade barnet udforske verden, men så også balancen i at passe på det. Relationer mellem forældre og deres børn kan se meget forskellige ud, men der er en tendens som kommer mere og mere til udtryk i de forskellige debatter og professorer som Jordan B. Peterson som handler om mødres tilintetgørelse af deres sønners selvstændighed og uafhængighed gennem så meget omsorg at det rent faktisk udgør et omsorgssvigt.
I Gunnhilds Øyehaugs novelle ”Lille knude”, som er udgivet i 2018, finder vi et eksempel på, hvor vi følger en relation mellem moren Marianne og sønnen Kåre. Teksten handler således om deres relation lige fra sønnens fødsel til at han finder en ny partner efter sin mors død. I løbet af handlingen får vi et beskrivende billede af, hvordan deres relation er tæt knyttet, og hvilke valg de træffer gennem deres livs dilemmaer. Sammenfattende kan man sige, at novellen er let at læse og gør ikke brug af avancerede ord, og det formår at vi koncentrerer os mere om billedsproget og dets virkning. Fortælleteknikken er baseret på en skjult fortæller og med en kombineret synsvinkel, og dette giver os en større indsigt i, hvordan det hele forløber sig hos hver især, og hvordan de forskellige parter oplever situationen. Novellen er skrevet med et bagudsyn i 3. person, som den alvidende fortæller, hvor tingene forløber sig i kronologisk rækkefølge. Selve handlingens komposition følger Aristoles model ved navn ”Den tredelte opbygning”, hvor vi i begyndelsen bliver introduceret for mor, far, søn og navlestrengen. Vi bliver godt ført på med grunde til en optrapning af mulige konflikter som vi møder i novellens midte – faren som forlader familien, og Kåres mislykkede ægteskab. I novellens midte afgår moren ved døden, og der er krise. I slutningen finder han en ny partner som kan overtage sin mors plads.
Det er gratis at oprette en konto