Alle forældre kan og vil sandsynligvis alle sammen skrive under på, at det ikke altid lige nemt at have børn. Forholdet mellem forældre og børn er fyldt med op- og nedture gennem hele livet. Inden barnet kommer til verden, kan forældre have diverse ideer om hvordan opvæksten og opdragelse skal foregå, og forældrene kan føle sig helt klar og parat på at sætte sådan en lille skabning ind i livet. Men som de fleste nok kan erkende, kan man som forældre føle sig så parat som overhovedet muligt, men så snart at de små vidundere bliver til, forandres alt og intet hænder som man havde planlagt det. Når børnene så bliver lidt ældre, kan der opstå diverse konflikter mellem dem og forældrene f.eks. fordi børnene er uenige med nogle af forældrenes regler, eller måske fordi børnene føler at de bliver pakket ind i vat eller ikke får nok opmærksomhed. Men når det nu er sagt, så er der også plads til at nævne, at det at få børn også kan være det mest fantastiske som kan ske for os.I novellen ”Lille knude” som er udgivet i 2018 i novellesamlingen ”Knuder” og som er skrevet af den norske forfatter ved navn Gunnhild Øyehaug, følger man Kåre som siden han blev født har haft en helt absurd tilværelse i livet. Han har nemlig lige siden fødslen, været bundet til sin mor ved navn Marianne via en navlestreng, som hverken kunne klippes, skæres eller saves over. Hvilket får faderen til at rejse væk. Gennem hele Kåres opvækst er moderen altså ved hans side, både når han er sammen med venner eller når han lavede narrestreger, sågar under hans seksuelle debut gemte hun sig under sengen. Kåre bliver senere gift, men ægteskabet ender kort tid efter på grund af at konen ikke kan leve med at Kåre og hans moder er fysisk uadskillelige. Selv efter moderens død er navlestrengen stadig umulig at skære klippe eller save over. Kåre må derfor flytte på kirkegården hvor han må bo oven på hans mors grav.Historien komposition er kronologisk og der er tale om den traditionelle tredelte opbygning. I begyndelsen bliver vi præsenteret for historiens hovedpersoner Kåre og hans moder Marianne derudover bliver vi samtidig præsenteret for historiens konflikt nemlig at Kåre til evig tid vil være forbundet til hans moder via navlestrengen som ikke kan brydes: ” Kåre kom til verden med en navlestreng som ingen kunne klippe over. Navlestrengen hang fast i en moderkage som nægtede at komme ud. Den blev hvor den var, den flyttede sig ikke en millimeter.”. Dette er helt tydeligt en konflikt da ingen af dem vil kunne leve et normalt liv fremadrettet. I midten, forsøger Kåre at gøre op med konflikten og dermed forsøger han at leve et normalt liv. Kåre bliver f.eks. gift hvilket jo er meget normalt: ”Da Kåre blev gift, flyttede Marianne naturligvis ind sammen med brudeparret. De lavede et værelse til hende lige ved siden af deres soveværelse, for bruden kunne ikke holde ud at Marianne skulle sove inde på deres værelse, så sådan blev det.”. Udover at der vises at han prøver at leve et normalt liv, vises der også den magt som konflikten har. Da man kan se at, det at Kåre er fysisk forbundet med moderen skaber problemer for ægteskabet allerede kort efter at de er blevet gift. Kort tid efter forlader konen Kåre fordi moderen altid er lige ved siden af: ” Hun er overalt! hikstede hun, - hun er overalt, Kåre, det nytter ikke noget, jeg kan ikke holde det ud! Jeg kan ikke holde det ud! græd hun………… Bruden hikstede bare. - Jeg forlader dig! sagde hun. - Jeg forlad-her dig! Og så rejste hun væk.”. Hvilket understøtter at det vil være meget svært at få en normal hverdag til at hænge sammen. Derefter sker der en hel del uforudsete hændelser f.eks. dør moderen men navlestrengen er stadig ubrydelig hvilket så resulterer i at Kåre må flytte med hende på kirkegården og bo oven på hendes grav: ”Bad dem bare om at få bedemanden til at lave et hul i kisten så navlestrengen kunne komme igennem. Og søgte kommunen om byggetilladelse på kirkegården.”. Dette kan ses som et symbol på at båndet med en moder og hendes barn er stærkere end døden selv. I slutningen bliver Kåres konflikt endelig overvundet i form af at han møder en kvinde der måske er lige så fortabt som ham: ”Ville du have mig spurgte han. - Jeg er trods alt en mand som er lænket til sin døde mor gennem en ubrydelig navlestreng! - Jeg vil ikke have nogen anden, sagde hun og kastede sig om halsen på ham………… det kan være at du får et barn med den samme slags navlestreng som jeg har fået. - Jeg vil ikke have andet! råbte hun lykkelig. Og nu ville han virkelig kysse hende.”. Kåres konflikt blev altså overvundet ved, at han fandt en som ville have ham præcist som hen er, så derved var det ikke længere et problem for ham at han var forbundet til moderen, for nu var han lykkelig.Forholdet mellem Kåre og hans moder Marianne er jo tydeligt dysfunktionelt. De kan ikke skilles ad, bliver de nød til at opleve en masse hændelser som ikke kan være sundt for begge parter hver gang. F.eks. under Kåres seksuelle debut hvor moderen gemmer sig under sengen. Hvilket ikke burde være noget, man som forældre bør overvære at sin fjortenårige søn fortager sig. Og alle de andre hændelser som viser at det ikke fungerede. F.eks. at faderen rejste og at Kåres kone gik fra ham viser helt sikkert at det tvungne forhold til moderen ikke gjorde meget godt for Kåre. Først efter moderens død fandt han endeligt en som gad at være sammen med ham selvom at han var forbundet med den døde moder. Måske fordi at hun ikke længere kunne fælge med i hvad der skete da hun jo er død og begravet seks fod under.Maleriet ”Future jingle” fra 1995 som er malet af billedkunstneren Michael Kvium. Illustrerer fire små babyer som er forbundet til deres navlestrenge, de fire navlestrenge er i de andre ender bundet sammen med en knude. Skal man perspektiverer ”Lille knude” til ”Future jingle” er der jo en slående lighed i form af at de både på billedet og i novellen er forbundet via navlestrenge med en knude på. Hvilket kan symbolisere at der er et stærkt, måske næsten ubrydeligt bånd mellem forældre og børn men også mellem søskende.Forholdet mellem forældre og børn har udviklet sig rigtig meget de sidste årtier. For bare fyrre år siden var det helt okay at give sine børn en over snudeskaftet eller endefuld hvis de ikke havde opført sig som forældrene nu engang syntes de skulle. Det har heldigvis ændret sig rigtig meget. Og man har den dag i dag organisationer som sørger for at voldsramte familier får hjælp. Men som man ser, er det ikke altid at forholdet mellem forældre og børn er sundt for begge parter. Nogle ville nok se på andres forhold med deres børn som absurde og unormale efter samfundets normer. Nogle ser på curling-forældre som om de er dumme eller uvidende, fordi de ikke opdrager deres børn til at blive selvstændige og handlekraftige individer. Hvorimod folk der lader deres børn regne tingene ud selv bliver set som nogle dovne og uinteresserede forældre som ikke giver en flyvende fis for hvad deres børn opnår. Men når alt kommer til alt, så er det op til hver især at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert i forhold til deres familie selvfølgelig med undtagelse af vold, som ALTID er forkert.
Det er gratis at oprette en konto