Jeg gik mig en tur på stranden, som vi bor ud til. Det var første gang jeg gik dig, første gang i lang tid, i hvert fald efter dét skete. Det var lige præcis 1 måned siden det ubeskrivelige, sørgelige og fuldstændigt tragiske skete. Jeg gik langs vandet, uden sko. Bare for at mærke vandets kolde kraft. Der var ikke andet i mit hoved, intet andet end min datter. Min skønne, dejlige lille 4-årige datter. Hun betød alt for mig. Hun var den, der holdte mig i live. Den som gjorde jeg havde lysten til, at stå op og morgenen være glad. Hun gav mig altid få det bedste ud af dagen, også selvom det hele ikke gik som det skulle. Da jeg er kommet langt, langs ned af stranden, ser jeg noget ligge. Det ligger på en mørk dyster sten, noget som ikke ser helt normalt ud. Da jeg kommer nærmere på den dystre sten, ser jeg en dukke. En dukke jeg kan genkende, en dukke jeg har set før. Den dukke har været i mit hus, og ikke kun en gang. Denne dukke tilhørte min datter. Det var den dukke, hun havde med sig overalt. Lige meget hvad vi skulle, så havde hun sin dukke. Jeg tog dukken, og kiggede på den. Jeg kunne se hende for mig. Jeg kunne mærke tårerne som de kom snigende. Jeg tog dukken helt tæt ind til mig. Dukken havde nu tåre på sig.
Det er gratis at oprette en konto