Helt tilbage fra starten af menneskets historie, har vi som mennesker, skulle træffe valg hver eneste dag. Det kan være svært at sige hvornår det vi gør, er rigtigt eller forkert, eller hvornår det gavner os eller gør os og andre ondt. Mennesket er et individ som gerne selv vil tage beslutninger, men som også har brug for andre menneskers bekræftelse, men uanset hvad eller hvem vi spørger, vil vores handlinger få konsekvenser. Man skal ikke spise mad, man skal ikke have tøj på, man skal ikke arbejde, men det har en konsekvens. Har man ikke et arbejde, kan man ikke købe mad, man har ikke råd til et sted at bo og man ender som hjemløs eller ender hos sine forældre. Spiser du bevidst ikke mad, så sulter du. Er du onde mod andre, så får de det dårligt. Men det behøver man da ikke at tænke over, gør vi? Sådan et billede skaber Camilla Christensen af mennesket i novellen Søndag, 1996.
Søndagen hvor novellen udspiller sig, går en lille pige sammen med sin ven, hen for at lege med de andre børn. Der skal ske noget som pigen frygter, for hun er tidligere blevet bundet til et tørrestativ og blevet efterladt af de samme personer. Det viser sig, at dem som har gjort pigen ondt, har holdt en lille rakkerpige fanget i et skur. Pigen er utilpas ved det, men bukker under for gruppe pres og er med til at genere rakkerpigen. Da de vil have pigen til at finde på, hvad der skal ske med rakkerpigen, siger pigen til rakkerpigen, at hun skal skynde sig at løbe hjem. Det gør rakkerpigen, men de bliver vrede og ser på pigen på en anden måde. Pigen rækker hånden ud for at få hjælp fra sin ven, men han er væk. Der er brugt personbundet 3. persons fortæller, fortælleren skjuler sig underforstået i en karakter, som i dette tilfælde er hovedpersonen. Historien fortælles fra hendes indre synsvinkel. Denne fortælleform skaber identifikation og sympati med karakteren.
Det er gratis at oprette en konto