Analyse af Camilla Christensens novelle 'Søndag'

Helt tilbage fra starten af menneskets historie, har vi som mennesker, skulle træffe valg hver eneste dag. Det kan være svært at sige hvornår det vi gør, er rigtigt eller forkert, eller hvornår det gavner os eller gør os og andre ondt. Mennesket er et individ som gerne selv vil tage beslutninger, men som også har brug for andre menneskers bekræftelse, men uanset hvad eller hvem vi spørger, vil vores handlinger får konsekvenser. Man skal ikke spise mad, man skal ikke have tøj på, man skal ikke arbejde, men det har en konsekvens. Har man ikke et arbejde, kan man ikke købe mad, man har ikke råd til et sted at bo og man ender som hjemløs eller ender hos sine forældre. Spiser du bevidst ikke mad, så sulter du. Er du onde mod andre, så får de det dårligt. Men det behøver man da ikke at tænke over, gør vi? Sådan et billede skaber Camilla Christensen af mennesket i novellen Søndag, 1996. Søndagen hvor novellen udspiller sig, går en lille pige sammen med sin ven, hen for at lege med de andre børn. Der skal ske noget som pigen frygter, for hun er tidligere blevet bundet til et tørrestativ og blevet efterladt af de samme personer. Det viser sig, at dem som har gjort noget ondt, har holdt en af rakkerne fanget i et skur. Pigen er utilpas ved det, men bukker under for gruppepres og er med til at genere rakkeren. Da de vil have pigen til at finde på, hvad der skal ske med rakkeren, siger pigen til rakkeren, at hun skal skynde sig at løbe hjem. Det gør rakkeren, men de bliver vrede og ser på pigen på en anden måde. Pigen rækker hånden ud for at få hjælp fra sin ven, men han er væk. Der er brugt personbundet 3. persons fortæller, fortælleren skjuler sig underforstået i en karakter, som i dette tilfælde er hovedpersonen. Historien fortælles fra hendes indre synsvinkel. Denne fortælleform skaber identifikation og sympati med karakteren. Hovedpersonen har angst, hvilket er kommet efter hvordan hun blev mobbet som barn. ”Guldregnen er det, hun er mest bange for i verden. Bortset fra pedellen ovre i haven og hans onde øjne. Og tyren nede på gården der løb efter Kim og hende, da de samlede kastanjer. Og så far når han spiser kryddere søndag morgen og lillebror skriger. Og mejetærskerne når de kører helt inde langs hækken ind til haven. Og så dem der vender sig om og ser på hende, og hun kan se, at de prøver at finde på noget. Der er mange ting, hun er bange for, og nogle af dem er til at undgå, som tyren og guldregnen, andre er det ikke til at komme udenom” (ll 10- 16) Hovedpersonen viser træk for angst, ved at være bange for rigtig mange ting og den nervøse tone, som fremstår i teksten. Hovedpersonen har svært ved at stå imod gruppepres. Da hun ser rakkeren ved muren, sammen med de andre, går hun tættere på og deltager i at gøre rakkeren ondt. Før hun gør noget helt forfærdeligt, som hun ved at de andre gerne vil have hun gør, siger hun til rakkeren at hun skal løbe hjem. Hun mærker nu hvordan de andre ser anderledes på hende. (ll 52-74) Selvom hovedpersonen til sidst får trukket sig ud af dette pres, bukker hun stadig under og gør som alle de andre, fordi hun gerne vil være en del af inderkredsen. Hun har svært ved at gøre det rigtige, når det kommer til de personer, som engang selv gjorde hende ondt. Hovedpersonen vil gerne være inde i cirklen, fordi hun aldrig har været inde. ”Hun følger altid med dem. Følger efter dem. Der er ikke andre. Og det er heller ikke altid hende, det går ud over. Især ikke efter dengang. De taler ikke om det. Hun heller ikke. Hun følger bare med” (ll 4-6) Hele vejen igennem, selvom de har gjort hende ondt, så følger hun bare med. Hun har behov for at være en del af inderkredsen. Camilla Christensens novelle behandler altså de konsekvenser, som er opstået i løbet af et menneskets liv. Camilla Christensens kritik går rigtig meget på hvordan man behandler hinanden og især i dette tilfælde hvilke relationer til andre man har, hvor individet føler sig alene, ikke god nok, bange og dermed også ude fra cirklen, som hun desperat gerne vil være i. Skildringen kan på den måde ses som en kritik af mennesket i et samfund, som er for præget af hinanden og for lidt selv hvilende. Hovedpersonen har brug for andres bekræftelse, som hun tydeligvis ikke får hjemmefra, men han har ingen ordentlige sociale relationer eller egne holdninger, hvilket gør hende ensom og ude af stand til at gøre ting selv. Alligevel sætter Camilla Christensen alligevel et fokus på, at selvom man ikke selv er blevet behandlet godt, kan man godt behandle andre bedre, som hovedpersonen ender med at gøre til sidst i novellen, hvor hun træffer den rette beslutning. Det kan perspektiveres til filmen “ONDSKAN”