Vi lever i ét moderne velfærdssamfund. Alligevel er der mange mennesker som har store problemer. Vi er hele tiden opgivet af mennesker, men alligevel er der mange mennesker som er ensomme. det er så den problemstilling vi ser i Anders Bodelsen, som i 1965 skrev en novelle der hed ’signalet’. Det var en novelle som havde mange temaer som, ensomhed, svigt, social angst og psykisk syg. Jeg tror Anders Bodelsen vil sige/vise med novellen at, vi i Danmark er begyndt at blive mere ensomme i hverdagen. Og det vil han gerne lave om på, med at give et indblik i et liv som er ensomt.
Det starter ud med at det er en søndag formiddag i hans nye lejlighed, hvor der lå en lille plasticpose med hvide bogstaver som dumpende und gennem brevsprækken. Det var bogstaverne til hans navneplade på brevlågen. I løbet af søndagen kom alle opgangens navne frem på døren.
Først hen imod midnat blev der stille, han gik rundt i stuen, hvor der manglede ét og andet, og prøvede at få noget ud af denne stilhed der forekom ham lige så demonstrativ som larmen før. Det var Masts, Herbst, Jönssons og Petersens stilhed.
Næste dag opdagede han, at der var kommet små kighuller i de andre døre. Hans dør havde stadig ikke noget. Men om eftermiddagen ringede den mand på, som solgte kighullerne. Det kostede femten kroner med installationen, forklarede manden, arkitekten ser gerne at det bliver lavet samme slags kighuller i alle dørene. Men dette ville han ikke betale, så han kom med et mod bud på ti kroner. Det gjorde sådan at de begge blev enig og manden satte kighullet op.
Det er gratis at oprette en konto