Hvor der vilje er der en vej

23/12-1949 Kære Fængselsdirektør Jeg læser i aviserne i kalder min flugt, houdiniflugten. Var jeg virkelig så smart? Nu skal jeg forklare dig hvordan jeg gjorde. Som du nok ved er jeg professionel indbrudstyv, jeg har prøvet at vende det om og kalde mig professionel udbrudstyv, jeg prøver stadig at finde på noget bedre. Nå men måden jeg gjorde var en lang proces. Jeg graver en lang tunnel med teskeer og stoppenåle fra mit skab og hullet er cirka 30 x 40 centimeter. Men det var nu ikke noget problem at komme igennem. Tunnel fører ud under trappen op til pulterrummet i loftetagen. Herfra fjerner jeg 2 trin og låser mig ind i pulterrummet med skeer jeg har lavet om til nøgler. Om dagen folder jeg kuverter og om natten henter jeg værktøj fra hulrummet graver jeg så en 18 meter lang tunnel og det tager mig flere måneder. Tunnel går lige under fængslet og under din kartoffelhave. Natten til lille juleaften der bryder jeg på gennem gulvet og sniger mig ud igennem vinduet og herfra var det slet ikke noget problem jeg havde en tang med til at klippe hegnet over og sniger jeg mig ud. Jeg løber og jeg løber længe for jeg stopper. D J vde aldrig klaret det uden vilje for det var en meget lang og kedelig proces, men det var 100% det værd. Jeg mener bare at hvis du har vilje kan du udrette mange ting, hvad du vil udrette er op til dig, men der vil helt sikket altid være en vej. Da jeg er kommet lidt væk sætter jeg mig på en bænk og begynder ligeså stille at smile og det udvikler sig så til en kæmpe latter og til sidst har jeg grinet så meget at jeg har ondt i maven men det fortsætter. Jeg var yderst lettet og en kæmpe befrielse bogstavligt talt. Det første jeg gør at gå over til mit gamle opholdssted og finder de penge jeg har gravet ned i baghaven det er alle min tyvekoster der var heldig vis ikke flyttet nogle ind. Så går ned på den lokale kro, og får mig en noget ordenligt mad i forhold til jeres lorte mad, ikke at jeg klager men tror du ved hvad jeg mener. Da jeg havde overnattet på kroen, besluttede jeg mig for at jeg skulle holde min egen jul, så jeg købte mig en ordenlig frakke så jeg kunne holde varmen og så gik jeg mig en meget lang tur rundt i Horsens, der var så fantastisk flot pyntet op og sneen, sneen var nærmest det bedste. Det er meget langtid siden jeg havde mærket det. Jeg kan huske hvordan man kunne se sneen falde uden for vinduet, og nu er det lige her. Jeg gik igennem små og store gader, det var julelys i vinduerne og familier der sidder samlet rundet om bordet og sidder og spiser, jeg går videre hen i parken og sætter mig på en bænk. Jeg sidder bare og stirrer, stirrer ud i det fri, jeg sidder bare og nyder friheden, stilheden og at kunne gøre hvad man vil. jeg har savnet frihed at kunne vågne op selv bestemme hvad man ville bruge sin dag på og selv bestemme hvad man vil have at spise, det har jeg godt nok savnet. Efter at have siddet et god times tid. Gik jeg tilbage til mit opholdssted. Og lige nu sidder jeg og skriver dette brev. God jul og Mange hilsner Carl August Lorentzen p.s. det kan jo være vi ses igen.