Analyse af Henrik Pontoppidans novelle 'Muldskud'

Muldskud er en novelle fra novellesamlingen Krøniker, den er skrevet tilbage i 1890 under det moderne gennembrug. Novellen er skrevet af Henrik Pontoppidan, som er en af det moderne gemmenbruds største forfattere. Karakteristisk for Pontoppidans skrivestil er hans brug af ironi. Derudover præsentere han den skrivestil som kaldes kritisk realisme, hvilket særligt er tilfældet i Muldskud. Igennem novellen forholder han sig nemlig kritisk til samfundet, og i særlig grad forholder han sig til de undertrykte.

Muldskud er en ironisk rammefortælling om et velhavende ægtepar, som sammen lever harmonisk i deres eget lille lukkede paradis fyldt med rigdom og lykke. Ægteparret opførte villaen for mange år siden, med henblik på at få en villa, hvor de kunne leve deres liv i fred for verdens larm. I mange år levede de fredeligt i villaen sammen med deres hund, papegøje og tjenestefolket. En sommerdag blev ægteparret dog ramt af en ulykke. Manden stod og nød synet af haven, da en havearbejder kom løbende og fortalte, at der var en vagabond der havde hængt sig selv i deres træ i haven. Efter den tragedie turde ægteparret ikke længere komme i haven, og en dag brød de pludselig op og rejste bort for altid.

Hovedpersonerne i Muldskud er det velhavende ægtepar. Det er dem der er mest afgørende for novellens budskab, da det er deres liv, have og villa der er omdrejningspunktet for novellen. Husets herre og frue, som Pontoppidan kalder dem i teksten, er begge formuende og lever i stor velstand. Allerede da Pontoppidans beskriver ægteparret som ”et formuende ægtepar”, får vi det første indtryk af at ægteparret er rige. Deres rigdom kommer til udtryk igennem deres udseende. En sommermorgen kommer ”Husets Herre” ud på verandaen ”i silkeslaablok, med den guldbaldyrede kalot og de perlestukne fløjsko, der udgjorde hans sædvanlige morgendragt.”(s.2.l.41-43). Tøjet bliver beskrevet som værende rigtig fint og meget luksuriøst, men det er altså ikke noget særligt sæt tøj, som han har taget på i en bestemt anledning. Det er hans almindelige hverdagstøj. ”Begge var de smaa, trivelige skikkelser”(s.1.l.34-35) Dermed får vi af vide at ægteparret altså ikke er særligt høje, men de er overvægtige. Her får vi understreget at parret intet mangler og absolut ikke mad, som mange fattige gjorde. F.eks. bliver vagabonden beskrevet som ”mager og afpillet”.. Vi hører i novellen at ”Husets Frue” står med den ”Lille fede Hund” i sine arme. Den lille fede hund er med til at symboliserer ægteparrets overdådige levestil, når selv deres hund er overvægtig. Det er ikke kun udseendet der viser deres rigdom, vi ser det også på ægteparrets handlinger og sprogbrug. Deres perfekte idylliske udsmykning af villaen og haven udstråler rigdom, og deres tilgang til blot at rive ting ned der ikke var perfekt viser overdådighed. ”På pladsen havde der forhen staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten, der skulde brydes, og Tuer, der skulde jævnes – saa det kostede baade lang Tid og mange penge, inden Slot og Have blev bragt til den attraaede Fuldkommenhed”(s.1.l.9-12). Derudover er haven udsmykket med fine dyre objekter, hvilket viser at ægteparret finder lykken i materielle ting og dermed er meget overfladiske. Ægteparret har ingen børn og ønsker sig heller ingen, da de mener at med børn følger der sorg, hvilket er i strid mod deres lykkelig liv. Ægteparret har gennem hele novellen troet, at de ved hjælp af penge kunne holde den virkelig verdens mange problemer ude. Det er b.la. derfor ægteparret med det samme tilbyder vagabonden penge, da han dagen inden hans selvmor stod ude foran porten. Dog er det deres havearbejder, der giver vagabonden pengene, da ”Husets Herre” ikke kan tåle at blive konfronteret med personer udefra de virkelig verden. Ægteparret kan ikke se at penge ikke er løsningen på verdens elendigheder. Til trods for den holdning, slutter novellen med at ægteparret vil drage ud i verden for at give penge til fattige. Igen bruger de penge som løsning på problemet. For hvis nu de bare donere flere penge og ikke bruger dem på sig selv, mener de at de kan holde problemerne og det uperfekte væk. Dette er en vrangforestilling ægteparret har, og derfor vil deres søgen efter en ny lykke blot resultere i endnu et forsøg på at flygte fra den virkelige verden.