Et paradis på jord, et liv i evig fred og harmoni, det er en drøm der fylder de fleste mennesker på denne jord. Et sted hvor kun perfektion, lykke og gode tanker hersker. Men i dette lukkede rum, i denne verden uden elendigheden og sorgerne, bryder der uindbudte gæster ind, ukrudt der monstrøst dukker op i den ellers perfekte slåede plæne. De graver sig op til himlen gennem alt det snavsede, gennem det uhumske forfærdelige liv i fattigdom og knuser glansbilledet af en verden uden ondt. Henrik Pontoppidans novelle ”Muldskud” fra 1890, skildrer denne forestilling på en næsten eventyrlig måde, men ikke med den evigt lykkelige sætning som afslutning.
Teksten handler om en villa meget lig et paradisets have på jorden. Det blev bygget af et ægtepar, der havde en drøm om at leve resten af deres liv i salighed skærpet fra livets lyd af verdens lidelse. Derfor havde ægteparret også truffet den beslutning aldrig at få børn, idet den Gud giver børn, giver han også sorger. I stedet har de en evig loyal lille fed hund og en hundredårig grøn papegøje, som kan sige ”Papa” og ”Mama” når ægteparret viste sig. Og dette var netop formålet af deres handlinger: at undgår bekymringer i livet. Drivkraften i handlingen kommer således da en bekymring opstår en morgen hvor tjeneren kommer hastende op til husets herre. En vagabond, der tidligere har tigget ved huset, har hængt sig i et træ ved det japanske lysthus. En ond tragisk handling i deres paradis er som et knust spejl efterfulgt af syv års ulykke, kun den forskel at denne forfærdelige handling varer for evigt og fører videre til et spektakel af ændringer for ægteparret. Træet bliver fældet, lysthuset rives ned og herren og fruen drager til sidst ud i verden hvor de finder en ny lykke i form af barmhjertighed.
Det er gratis at oprette en konto