Mørket er livets begyndelsespunkt, mørket er ikke slutningen men starten på noget nyt. Samtaler i mørket behøver ikke at være samtaler, det kan også bare være de få ord vi siger, for at sikre os selv eller andre er okay. Når jeg er i mørket sammen med andre, er der altid nogle der bliver bange, men det er ikke mørket i sig selv de er bange for, det er mere det ukendte. Det er ikke frygten af at være blind, det er frygten for det ukendte og hvad der kan ske. På et tidspunkt vil vi alle gerne tilbage til lyset igen, for det er som at være hjælpeløs i mørket, som om man ikke har nogen kontrol over hvad der sker.
Lyset, i samfundet forbinder vi alle lyset med lykke og godhed, vi ser lyset som noget helligt. Alle siger at når man kommer op i himlen er der lys, glæde og fred. Men er der nogensinde nogen der har sagt, når du dør kommer du op i himmelen, der venter mørket på dig? Det tror jeg ikke, for sådan hænger vores samfund ikke sammen, fordi vi tænker på lyset som lykken. Men i helvede derimod, der er alt mørkt og dunkelt, og her bliver mørket igen forbundet med noget dårligt, med frygt og rædsel, men hvorfor? Hvem har sagt at mørket ikke kan være en positiv ting? Når vi snakker sammen i mørket så kan vi ikke se hinanden, så vi dømmer ikke hinanden på udseendet, det er kun personligheden der spiller. Jeg kan sagtens forstå at ikke alle har det så godt med at gå i en skov i mørket midt om natten, for i gyserfilm bliver mørket også præget af det onde og negative. Når det er mørkt i gyserfilm kommer skurken altid frem, men hvorfor? Mørket er jo ikke kun ondt, en skurk kan også sagtens komme frem i lyset.
Det er gratis at oprette en konto