Analyse af 'Den der lever stille' af Leonora Christina Skov

Analyse af uddrag af romanen ”Den der lever stille” af Leonora Christina Skov

Teksten er et uddrag af romanen ”Den der lever stille”. Romanen er skrevet af Leonora Christina Skov, og er udgivet i år 2018.

Teksten bliver indledt med en kort præsentation af jeg-fortællerens moder på et hospice. Gennem uddraget fortælles historien om moderens død, og forløbet op til. Man lærer kort de tilstedeværende personer at kende, men særligt jeg-fortællerens liv får vi gennem flashbacks en detaljeret beskrivelse af. Fra første ord præsenteres en af konflikterne i teksten, nemlig døden.

Historien udspiller sig på et hospice, hvor moderen er blevet indlagt for at skulle kunne nyde sin sidste tid, i ordentlige og behagelige omstændigheder. Det behaglige og idylliske miljø bliver dog hurtigt brudt af et nærmere hospitalslignende miljø, dette understøtter jeg-fortælleren i citater ”lugten af hospitalssprit skar mig i næsen”. Der bliver også lagt vægt på de mange aktiviteter som man kan benytte sig af på hospicet, for igen at gøre døden og vejen til døden mere fredfyldt, eller om ikke andet pynte på vejen. Miljøet indeholder en kontrast i form af døden, men samtidig et idyllisk liv, og disse to emner modstrider særligt hinanden.

I uddraget er særligt tre personer essentielle. Dette er jeg-fortælleren, moren og faren. Det er disse tre man lærer flest detaljer om, og også disse tre der optræder i de flashbacks der gøres brug af i teksten. Den mest væsentlige person er jeg-fortælleren, og gennem hende lærer man også både moderen og faderen at kende. Det kommer hurtigt til kende at jeg-personen ikke altid har deltaget aktivt i familielivet, dog er dette nok nærmere sket ufrivilligt. Den ufrivillige deltagelse skyldes at jeg-personen har en følelse af at hun er afskrevet af hendes familie, både grundet sin uddannelse, sin seksualitet, men ej heller har hun følt at hun har kunnet tilfredsstille sine forældre, leve op til deres krav eller gøre dem glade; dette ses tydeligt i citatet ”… men jeg havde været den forkerte datter i årevis.” derudover udtrykkes det også tydeligt i citatet ” Ingen af mine kvindelige kærester hav- de været velkomne, fra jeg var 21 a?r til nu.”. I det sidstnævnte citat ses det altså særligt at forældrene ikke har kunnet acceptere jeg-fortællerens seksualitet, og dette har også været en forhindring for at deltage i familielivet. Ikke blot familien har svært ved at acceptere jeg-personen, men hun selv stiller også spørgsmålstegn ved sin identitet, og føler ikke at hun er sig selv. Hvorvidt denne identitetskrise spiller sig op fordi at hun står overfor et emne som døden, og hermed reflekterer over sit eget liv, eller om det er en identitetskrise der er opstået længere tilbage i hendes liv, vides der ikke om.