Romanen, “Den der lever stille”, skrevet af Leonora Christina Skov i 2018 handler om familie problemer og svigt. Christinas mor ligger for døden, mens Christina ikke ved, hvad hun skal gøre, da hun aldrig har følt sig tæt med sin mor. Christina fortæller i romanen, at hun er homoseksuel og har haft en kæreste i 12 år, og det har moderen aldrig respekteret. Hendes uddannelsesvalg faldt heller ikke i god jord hos moderen. Litteraturvidenskab frem for medicin. Christinas far er tavs, og de har ikke det tætteste forhold.
Er det etisk okay, at hun “udstiller” hendes mor og familie? Hun har skrevet romanen efter hendes mor er død, så man kan altid diskutere om det er etisk korrekt. “Jeg ville have sagt hej mor’, men ’mor’ sad fast i halsen”. (Roman s. 1, l. 65) Leonora har aldrig været tæt med hendes mor, så på det punkt er det som om, at hun skriver om en helt fremmed person. På den anden side, så har Leonora ikke fået samtykke af hendes mor til at “udstille” hende i hendes roman. I artiklen står der: “Man kan jo sige, at havde ens familie været fantastisk, så havde der ikke været noget at skrive om. Selvfølgelig har kunsten også et ansvar for ikke at misbruge folk. Men i virkeligheden handler det om, at offentligheden også uddannes til ikke at tro på sladder.” (s.2, l. 24-25) Hvis Leonora havde haft et godt forhold til hendes mor, havde denne roman handler om noget andet - og måske endda kedeligt.
Det er gratis at oprette en konto