Dømte menneskers kriminalitet kan være baseret på individets sociale arv og baggrund. Dette kan medføre store konsekvenser, hvis ikke den dømte får en støttende hånd, til at indlære samfundets normer. Det mener artiklen ’’Hårdere straffe til børn og unge vil skabe mere kriminalitet’’.
Jeg vil i første del i opgaven, redegøre for begreberne ’’social arv’’ og ’’social baggrund’’, for at undersøge om der er belæg for artiklens påstand. Dernæst vil jeg analysere sammenhængen mellem tabel 3 og den sociale arv og baggrund, ved hjælp af to kriminologiske forklaringsteorier. Slutteligt vil jeg, ved inddragelse af straffeteoretiske pointer, diskutere ulempen ved at straffe børn og unge i forhold med udgangspunkt i artiklen ’’Hårdere straffe til børn og unge vil skabe mere kriminalitet’’.
I tabel 3 oplyses der, at 52% af de dømte født i perioden 1985-1989, har levet i en familie med en disponibel indkomst, som er blandt de 40% fattigste i landet. Her er det interessant at inddrage Sutherlands forklaringsteori. Ifølge Sutherlands forklaringsteori, foregår indlæringsprocessen i grupper. Hvis disse unge er opvokset i fattige boligområder og miljøer, er det muligt, at de i indlæringsprocessen har haft nært kendskab til kriminalitet, idet deres opvækst har været iblandt nuværende og daværende kriminelle borgere. Det danner en konformitet blandt børnene, der i det moderne samfund, har en lang udvikling som ung. Det kan skabe noget usikkerhed blandt dem, der fører til nogle afprøvninger af voksenadfærd. Det kan være noget i sammenhæng med tobak, alkohol og andre materielle goder.
Det er gratis at oprette en konto