Analyse af Katrine Marie Guldagers 'København'

Novellesamlingen København er skrevet af den kendte danske forfatter Katrine Marie Guldager, som er udgivet i år 2004 af forlaget Gyldendal. København består af elleve noveller som alle sammen på en eller anden måde hænger sammen, personer vi møder i en novelle, går igen i en anden. De forskellige personen skiftes til at være historiens hovedpunkt. Vi bliver for eksempel præsenteret for ”Bitten med det røde tørkæde” i den første novelle Nørreport, og i Kysselæber som er en anden novelle, overvejer Bitten om hun skal skilles fra sin mand Boris. En anden person som vi oplever, går igen i en novelle er en ældre dame som faktisk passerer Bitten på Nørreport station, her fejer hun en fjer af sin støvle, hvor vi i novellen Sammenstødet hører at en fører af en grøn bil fjerner et fjer fra sin hals. Novellesamlingen består af en masse forskellige situationer i København, novellerne hænger ikke på den måde sammen, men mere om samtidighed hvor man skiftes til at se synsvinkler på situationer hvor folk krydses helt ubevidst. Temaet i novellesamlingen er det tilfældige møde mellem menneskerne i København. De forskellige personer i de forskellige noveller kommer aldrig helt tæt på hinanden, men vil altid være i hinandens periferi. Der opstår en form for veksling mellem det enkelte, realistiske og meget poetiske sprog, hvilket gør at novellen bliver mere spændende at læse. De personlige relationer omtales ved fortællinger om helt normale hverdagssituationer som for eksempel utroskab, indbrud eller et kompliceret valg af hvilken blomsterbuket man skal vælge, samtidig med en fortællingen om adfærden i det åbne forum i København. Det er et forum som gør at personerne i novellen, som alle andre beboer i København ikke kan undgå at træde ind i. Samlet set giver novellesamlingen København et billede af en by og et samfund, som er under forandring hvor forskellige forbindelser mellem mennesker kan beskrives, som to røde uld halstørklæder som lige går forbi hinanden på Nørreport station. I det offentlige rum som vi alle er en del af, bliver man hele tiden stillet overfor valg om man enten vil være en del af et fælleskab og vise en form for omsorg ved at hjælpe de udstødte, eller om man blot vil se gennem fingerende og fortsætte med hvad end det var man skulle.