Dansk FSA Novelle

Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor! Der er helt stille. Kun en knitren fra pejsen bryder stilheden i det mørke kolde rum. ''Jeg er virkelig glad for, at du er her.'' siger jeg lavmælt. ''Jeg ville ønske, at jeg altid havde haft mulighed, for at være hos dig,'' siger kvinden med nedtrykt stemme. ''Det vigtigste er, at vi er sammen nu.'' Kvinden skubber sin stol hen ved siden af mig. Hun tager fat i min hånd. ''Jeg ville sådan have elsket..'' Det hele begynder at sløre. Kvindens stemme forsvinder væk, og jeg vågner op med et sæt. Jeg åbner øjnene. Det hvide rum lugter fælt af desinfektionsmiddel, og min krop gør ondt. Der går noget tid, inden at mine øjne har vænnet sig til lyset, og i starten ved jeg ikke, hvor jeg er henne. Mine ører opfanger en lyd, der kommer fra et apparat ved siden af mig, og lyden kommer i takt med, at mit hjerte slår. Det begynder at gå op for mig, hvor jeg er. Jeg kan mærke en uro og en vrede skylle op gennem min krop. Jeg kigger ned af mig. Det hele er hvidt, og det er bestemt ikke til at tage fejl af, hvor jeg er, og jo mere jeg tænker over det, desto vredere bliver jeg. Der kommer en kvinde ind af døren. Hun er lav, har kort gråt hår, store runde briller, og så stinker hun langt væk af gammel parfume. Lugten af desinfektionsmiddel blandet med parfume giver mig en stor trang til at kaste op, men jeg kan ikke. Min mave er helt tom, og det får mig til at tænke på, hvor sulten jeg er. ''Hej Liv'' siger kvinden. Hun har en lidt rusten stemme. Jeg vælger at lade være med svare. Intet godt vil alligevel komme ud af min mund. En af de få ting, min mor har gidet at lære mig er, at hvis ikke du har noget godt at sige, skal du holde din kæft. Jeg kan lige forestille mig min mor sidde ved det lille orange cafébord i køkkenet, en cigaret i munden, en avis i hænderne, og mig der i håb om noget opmærksomhed og omsorg går ind i køkkenet, men i det samme bliver gennet ud af rummet igen, med min mors stemme rungende i hovedet: Hvis du ikke har noget godt at sige, så hold kæft. Desuden alt hvad jeg siger i denne virvar af følelser, er nok ikke ret sammenhængende. Skammen over det jeg gjorde, har jeg ikke lyst til at dele med andre, og slet ikke denne kvinde der lige nu sidder på sengekanten og kigger med medlidenhed på mig. Desuden vil det få folk til at tro, at jeg er mere sindssyg, end hvad de i forvejen tror jeg er. Fordi det er den måde folk ser på mig på. Som en sindsforstyrret ung pige. Sekunderne går. Kvinden siger ikke noget, og da hun ikke tager initiativet, gør jeg. ''Hvem er du, og hvorfor er du her?'' Jeg kigger irriteret på hende. Hun rykker nærmere. Så tæt på at jeg kan smage