Det kan være svært at finde de rigtige ord at bruge. Det er lidt som om, de ord man bruger, aldrig rigtig er helt tilstrækkelige. Det er svært at beskrive sine følelser med ord, såsom enestående fortællinger opfattes bedst i øjeblikket, da det er svært at genskabe situationen med ord. Derfor bruger vi billeder, billeder der brændes fast i sindet, og som vækker de følelser, der er svære at beskrive med ord. Et billede, der får folk til at lukke øjnene af rædsel – et øjenåbnende billede, der får folk til at lukke af. Hvert år er der mange mennesker, der dør af under flugt fra krig. Vi taler og diskuterer om, hvor forfærdelig og rædselsfuld denne verden virkelig er, altså hvor slem virkeligheden i verden er.
Når så en lille livløs krop med rød T-shirt, blå shorts, hovedet begravet i sandet, liggende i vandkanten med de små fodsåler og håndfladerne vendt op mod den blå himmel, dukker op på medierne, så er det pludselig for meget. Det er kommet for tæt på individet, det er nok, det er ikke længere noget der skal snakkes om. Det er nu problemerne og diskussionerne opstår: er det nødvendigt at vise så rædselsfulde billeder såsom det billede af 3-årige Aylan Kurdi, hvis lig skyllede op på en strand i Tyrkiet, druknet sammen med sin storebror og mor, i færd med at flygte for overlevelse pga. krig og lidelse, de måtte kalde deres virkelighed? Hvorfor skulle vi lade være med at vise billeder af døde børn, hvis de billeder er en afspejling af virkeligheden, som den ser ud i dag?
Det er gratis at oprette en konto