Krigsbilleder og mediernes etiske ansvar

Det er torsdag eftermiddag, da jeg står af bussen i silende regnvejr. Jeg har allerede bestemt mig for at gå forbi bageren, inden jeg fortsætter min våde gåtur hjem. Jeg går i mine egne tanker, men pludselig fanges mit blik af Politikens forside, som fremvises uden for bagerens indgang. Forsiden er dækket af et stort billede, som viser en episode fra Irak-krigen, hvor der ligger et stærkt forkullet lig i midten. Jeg bliver forskrækket og vred, og min første reaktion er at vende den såkaldte ”sandwich” om, hvori avisen fremstilles, så andre ikke skal udsættes for samme skræmmende billede.

”Det er godt nok lige over grænsen! Det nægter jeg at se på”, det er, hvad jeg tænker for mig selv. Jeg bliver så vred, at jeg fortsætter min hjemtur. Jeg når dog ikke langt, før jeg bliver i tvivl om, hvorvidt min reaktion var retfærdig. Det er vel naturligt at reagere på den måde, når man ser et så voldsomt billede? Jeg tror og håber i virkeligheden også, at det er sådan, de fleste menneskers umiddelbare reaktion er, når noget så absurd kommer dem for øjnene. Som Per Folkver forklarer i en artikel fra Politiken den 28. august 2005, skaber billeder af lig negative ”reaktioner fra læserne”. De mener, at Politiken har krænket de døde, handlet uetisk og været sensationshungrende – dette er jo de samme tanker, som først strejfede mig, da jeg så det voldsomme billede. Men mens jeg går i mine egne tanker i regnvejret, tænker jeg på, om vi mennesker i virkeligheden burde lære at undertrykke vores følelser og i stedet indse det absurde – indse at billedet forestiller en virkelighed, som vi blot ikke kender til. Umiddelbart skulle man mene, at det er positivt at være bevidst om denne så absurde virkelighed, men i Erik Knudsens digt Billeder, Billeder, fra digtsamlingen ”Til en ukendt gud, 1947, gør han opmærksom på de negative sider ved at blive bevidst om virkeligheden. Det lyriske jeg bliver konstant bombarderet med billeder (deraf også overskriften), og disse billeder tvinger ham til at indse en virkelighed, som han ikke selv lever i. Gennem billederne råber mennesker over hele verden: ”Vi behøver dig, hjælp os, du ved jo hvem vi er, du saa vore lidelser, hørte vore skrig.” Det lyriske jeg ønsker at hjælpe de udsatte, men han står ”hinsides bakkerne og fjorden” med længslen efter at hjælpe, hvilket skræmmer ham, da han jo ikke kan hjælpe. Godt