Analyse af Edgar Allan Poes 'Den sorte kat' og 'Den røde døds maske'

Gyset er en del af den menneskelige natur. Vi har altid haft en form for trang til at opsøge det. Den amerikanske skribent, digter og anmelder Edgar Allen Poes, ”Den sorte kat”, leverer alle de uhyggelige elementer, der gør en fortælling skræmmende og spøgende. Krimihistorien handler om en samvittighedspræget mand, som dagen før sin henrettelse fortæller om de ting, der plager hans samvittighed. Hovedpersonen er en mand, som er meget glad for dyr. Hans yndlingsdyr er katten Pluto, men som tiden går, falder fortælleren i alkoholens klør, og langsomt bliver han mere og mere ondskabsfuld over for både hans kone og kat, og det ender med at han slår dem begge ihjel. Den særlige mørke novelle kombinerer frygt og skyld med brutalitet og vold, der i sidste ende fører til mordet på fortællerens kone. Men det undersøger også temaerne for dybden af fejlene i den menneskelige ånd, herunder kamp med alkoholisme, farerne ved vold i hjemmet og den ultimative dømmekraft, der følger de mest hæslige synder.

Edgar Allen Poe benytter sig af en jeg-fortæller i novellen; ”Jeg kan hverken vente eller forlange, at nogen skal tro paa den højst forunderlige dog hverdagsagtige Historie.”. Gennem novellen viser fortælleren sig fra flere sider – han ændres efter han tager livet af hans kone. Dog var fortælleren allerede to personer, før han murede liget af konen inde i kælderen. Som barn var han til at snakke med og godmodig – rigtig glad for dyr; ”Jeg holdt nemlig uendelig meget af Dyr, og mine Foræeldre havde tilladt mig at anskaffe mig en Mængde Yndelige.”. Men til sidst i novellen er han en koldsindig morder, som føler at han har opnået sin vilje efter konen og katten er ude af hans liv; ”Jeg saa mig derefter om efter Katten, der havde været den egenlige Aarsag til denne Ulykke; thi nu var jeg fast bestemt pas, at den skulde dø.”. Den ene person føler skyld, hvorimod den anden finder det rimeligt at behandle sine nærmeste på en forkert måde. I novellen oplever man alt gennem jegets øjne, hvilket betyder, at man automatisk kommer til at kende og sætte sig ind i jegets tanker og følelser. Fortælleren bliver beskrevet nuanceret, med både gode og dårlige sider. Han har det nemt ved at blive lokket, da hans sygdom vokser i ham – og under påvirkning af alkohol bliver han aggersiv, irritabel og i dårligt humør. Desuden plager hans samvittighed ham under påvirkningen, og han kan ikke længere kende sig selv; ”Det var, som om min oprindelige sjæl øjeblikkelig flygtede fra min krop, og en mere infernalsk ildesindethed løb – næret af grin – gennem hver fiber af min krop.” Han har et alkoholmisbrug, det tænkes er grundet hans barndom og tidlige udflytning. I forbindelse med hans flytning skaffer han sig katten, Pluto. Deres forhold var tæt, og fortælleren anså dem for at være kammerater. Katten og dens navn har en vigtig rolle i novellen. Katten, som igennem novellen svækkes pga. alderdom; ”- og selv Pluto, der nu begyndte at blive gammel og som Følge deraf lidt gnaven.” bliver bl.a. sammenlignet med en forklædt h;; ”… der antager alle sorte Katte for at være omskabte Hekse.” – sort kat betyder desuden også ulykke. Den sorte farve er også farven på planeten, Pluto. Den er opkaldt efter mørkets og underverdenens Gud i den græske mytologi – også kendt som Hades. Katten har en hvid plamage på sin hals, og gennem novellen mener fortælleren, at den ligner en galge. Galgen plager ham, og det er påvirker ham til at gøre som han gjorde.