2. Katastrofen

Kære klassekammerater. Som i nok ved, er mig og min familie blevet udstationeret i Japan. Vi er blev sendt til den nordligste del af Tokyo. I har sikkert hørt gennem medierne, den katastrofe som har ramt deres land. Vi havde fået os et lille hus, med senge, fjernsyn, køkken og hele skidtet til mig, min mor og min lillebror. Efter katastrofen ligger hele familien sammen med en masse andre som er blevet ramt inde i en hal, hvor der er uhyggeligt koldt. Vi ligger på et brugt slidt tæppe som ikke er større end en normal seng. En skål suppe, to stykker brød og noget rent vand er det vi har at gøre godt med hver dag. Jordskælvet og tsunamien har ramt hårdt på Tokyo og andre dele af Japan. Politifolk prøver at berolige folk, for at de ikke skal gå i panik. Hvis man går ud på gaden, ville man kunne så murbrokker i forskellige størrelser ligge spredt ud overalt på vejen sammen med køleskabe, sofaer og andre ting som vandet har taget med sig. Til at starte med var alt et kaos, alt flød bare rundt på vandet, huse og biler f.eks. man kunne slet ikke komme rundt nogen steder. Det var selvfølgelig ikke kun i starten at der var kaos, det er der selvfølgelig stadigvæk. Familier leder efter andre familiemedlemmer, andre prøver at finde det sted, hvor deres hus engang stod, men som nu er rystet til jorden at jordskælvet. Det er næsten umuligt for en person at komme igennem vejen, for ikke at tale om redningsfolk og andre som skal igennem for at hjælpe mennesker som muligvis er fanget under de store stenblokke. En ældre japansk mand var inde her forleden og han begyndte han snakke løs, selvfølgelig på japansk, heldigt for os der ikke kunne forstå det, var der en tolk siddende inde i hallen, som kunne oversætte til engelsk. Den japanske mand snakkede om en ulykke der var sket på et atomkraftværk længere op nord på end hvor de allerede var, i en by kaldet Fukushima. Oppe i det atomkraftværk var der seks reaktorer og nogle af dem var brudt i brand og havde muligvis sluppet noget radioaktivt affald ud. Jeg tror det var det sidste stykke den ældre mand sagde der havde gjort menneskerne mere paniske end de allerede var i forvejen. Min mor er også blevet lidt mere opmærksom på hvor vi går hen, hvad vi laver og hvad vi spiser. Det er mange mødre som er begyndt at være mere påpasselig. For at gøre det hele værre, så er der selvfølgelig nogle eksperter som har sagt at salt kan være med til at formindske indtagelsen af radioaktivitet. Min mor har så været ude og købt alt det salt hun kunne få fat i, billigt har det ikke været. Når vi får vores skål med suppe, drysser hun det der svarer til en teskefuld salt på. Masker bliver også købt og gået meget med, fordi det hjælper med at holde noget af den luft man indånder ren. Jeg synes smagen af salt er meget kraftig, men hvis eksperternes råd passer, så har jeg ikke noget imod det. Hvis man ser bort fra dem, som er knap så rolige, så er der faktisk en stor del af de japanere jeg omgås med som enlig tager det meget stille og roligt, taget i betragtning af det som er sket. Alt det med at skulle have maske på og spise en masse salt er kun noget jeg gør for min mors skyld. Jeg kan sagtens finde på at tage et smut udenfor for at se mig lidt omkring, temperaturen er nærmest den samme som inde i hallen som ude på gaden, så at det er for koldt, det kan min mor ikke bruge som grund til at holde mig inden døre. Hvor lang tid der går før vi kommer tilbage til Danmark ved vi ikke, men som aftalt vil i få et brev igen i næste måned, hvis det altså kommer til at vare så længe. Vi ses forhåbentligt snart. De kærligste hilsner, jeres klassekammerat Alex.