Skilsmisse

Jeg er et skilsmisse barn. Det er til tider en svær ting. Det kan de fleste ikke forstå. Når du er ved din mor er det en ting, og når du er ved din far en anden. Din far har måske fået en ny kæreste. Som opdrager på en anden måde. Og han er måske for svag til at sige fra og opdrage sine egne børn. -Det er mine børn, jeg fortæller dem hvad der er rigtigt og forkert. Det er en sætning de fleste skilsmisse børn gerne vil høre. Det er en anden verden at være skilsmisse barn. Du skal indrette dig efter hvor du er henne, og du føler dig som en håndbold. Der bliver kastet fra den ene ende af banen, til den anden. Og der er vidt forskellige hænder der tager imod en. Når ugen er slut, bliver man afleveret videre. ”Nu er det din fars tur til at have dig” som jeg var et stykke legetøj de havde vundet i en tombola. Men på den anden side har jeg jo ikke noget valg. Hvis jeg vil se min far bliver jeg jo nød til at blive afleveret der ude. Men det virker bare ikke fair, at en skilsmisse skal gå ud over barnet. Selvom det egentligt ikke har noget med barnet at gøre. Og som skilsmisse barn tænker man tit. Kan de ikke bare flytte sammen igen? Men skilsmisser kan være så brutale og de kan være mindre brutale. Jeg får tit at vide at, det jo ikke havde noget med mig at gøre. Men igen så tænker man jo så. Men hvis du virkelig elskede mig så meget, hvorfor knaldede du så udenom? Han vidste jo hvordan det ville ende, han vidste jo godt at han ikke kunne gemme på det for evigt og når det kom frem ville hans familie jo blive splittet. Han ville kun se mig under halvdelen af tiden. Så hvorfor valgte han det? En dag ville det jo komme frem. Og på en måde er jeg glad for at de kom frem. For hvis jeg skulle have levet med at min far vidste at han i bund og grund gik dag efter dag med den forkerte kvinde. Gå og vente på der skete noget. Så måtte han jo være ulykkelig. Vi har fået det bedre. Min far ødelagde meget den gang. Han kastede os ud af vinduet og vi gik i stykker. Han sagde undskyld, men et knust glas repareres ikke ved et undskyld. Det har brug for en masse kærlighed og lim, der holder en sammen. Men glasset kommer aldrig til at ligne sig selv igen. Overgangen fra mor til far eller omvendt, det er det værste. Det er der hvor man føler sig som en gæst i sit eget hjem. Man har ikke været der I et par dage men alligevel er det fremmede for en som der hvor man ellers lige har været. Men det er ikke en hemmelighed at det er der hvor man er mest, man også føler man sig også mest hjemme. Naturligvis.